EFTER UDSKRIVELSEN
Smerter
Du får smertelindring fra blokaden, der er lagt i forbindelse med operationen. Din arm vil være delvis lammet af blokaden. Blokaden klinger af i løbet af 12 - 24 timer.
Der kan på trods af blokaden være smerter umiddelbart efter operationen, og vi anbefaler, at du på operationsdagen starter med fast smertestillende medicin. Det vil være håndkøbsmedicin evt. suppleret med noget stærkere.
Det er vigtigt, at du starter med at tage fast smertestillende medicin, inden virkningen af blokaden ophører. Derved har du smertestillende medicin i blodet, når virkningen af blokaden forsvinder.
Hvis der ikke er lagt en blokade, skal du også have fast smertestillende medicin.
Hævelse
Den opererede albue samt hånden og fingrene på den opererede side kan have tendens til at hæve. For at mindske hævelsen kan du fx have en stor pude i sengen, som armen kan hvile op af. Du bør også lave pumpeøvelser for at forebygge hævelse. Det gør du ved at række armen i vejret og herefter knytte og strække fingrene i et roligt tempo i ca. 1 minut. Gentag dette mange gange i løbet af dagen.
Bad
Et døgn efter operationen må du tage plasteret / forbindingen af og tage brusebad. Hvis det væsker fra såret, sætter du plaster på igen. Hvis såret er tørt, er det ikke nødvendigt. Undgå karbad / svømmebassin, indtil såret er helet, og trådene fjernet. Du må først bruge creme, når såret er tørt og uden sårskorpe.
Aktivitet
Efter operationen må du bevæge armen frit, men bør dog aflaste 2 - 3 uger.
Arbejde / sygemelding
Hvor længe du skal være sygemeldt er meget afhængig af, hvilket job du har.
Hvis sygdommen skyldes belastninger ved arbejdet, kan det være nødvendigt med 2 - 3 måneders sygemelding.
Du taler med speciallægen om, hvad du skal forvente i dit tilfælde.
Bilkørsel
Du kan køre bil, når du kan reagere normalt i enhver situation og har fuld kontrol over armen.
Trådfjernelse og opfølgning
Efter 10 - 12 dage skal trådene fjernes enten hos os eller hos din egen læge. Evt. ambulant opfølgning derudover aftaler du med speciallægen.
Genoptræning
Inden udskrivelse bliver du informeret om genoptræning af albuen af speciallægen eller en fysioterapeut. Der bliver lavet henvisning til en fysioterapeut.
MULIGE BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER
Infektion
Infektion i operationsområdet forekom¬mer hos under 1%.
Nedsat kraft over albueleddet
En let svækkelse af kraften over albueleddet kan forekomme i nogle uger efter operationen, men kraften kommer oftest igen med tiden.
Føleforstyrrelse
Af og til kan der komme lidt føleforstyrrelser i huden omkring såret. Det forsvinder ofte igen efter nogen tid.
Vers.1, maj 2013. Udarbejdet af BEM/KJK/PTO. Revideres maj 2016. Godkendt af kvalitetsledelsen