EFTER UDSKRIVELSEN
Efter en stivgørende operation har du bandage eller gips på underbenet, og du har brug for to krykkestokke. Foden / underbenet vil hæve op, og du skal ligge en del med benet opad (over hjertehøjde), så det kan afhæve.
Smerter
I den første uge eller to må du forvente at have behov for smertestillende medicin.
Bandage / gips
Bandagen eller gipsen skal sidde urørt indtil den første ambulante opfølgning 2 uger efter operationen. Hvis bandagen / gipsen strammer eller der opstår gennemsivning, skal du kontakte os. Den skal evt. skiftes. Efter 2 uger fjerner vi bandagen / gipsen samt forbinding og fjerner trådene. Du får herefter walkerbandage på, som du skal gå med de næste 4 - 6 uger.
Bad
Bandagen / gipsen må ikke blive våd. Du skal derfor have en plastikpose over, når du er i brusebad. Det kan være en sort sæk eller en badepose fra apoteket. Du skal sidde på en taburet e.l., når du er i bad.
Sygemelding
Hvor længe, du skal være sygemeldt fra dit job, kommer an på, hvilket job du har. Har du stillesiddende arbejde, skal du regne med at være sygemeldt i 6 - 12 uger, men har du hårdt fysisk arbejde, må du indstille dig på 12 - 24 ugers sygemelding. I visse tilfælde længere.Tal med speciallægen om, hvad der er aktuelt for dig.
Trådfjernelse og opfølgning
Som nævnt ovenfor kommer du ind i ambulatoriet efter ca. 2 uger, hvor sygeplejersken eller speciallægen fjerner trådene. Du får bandage på igen. Efter yderligere ca. 4 uger kommer du ind til speciallægen. Der bliver taget et røntgenbillede og ud fra det vurderer speciallægen, om du må begynde at støtte tiltagende på foden, indtil du kommer igen efter yderligere 6 uger. Her tages der igen et røntgenbillede. På dette tidspunkt tager speciallægen stilling til, om knoglerne er helet og leddet blevet stift. I visse tilfælde kan specielt fodtøj eller indlæg være nødvendigt.
Køre bil
Du kan køre bil, når du kan reagere normalt i enhver situation og har fuld kontrol over foden. Det kan du først, når behandlingen er afsluttet.
Genoptræning
Du skal påbegynde bevægeøvelser af tæerne med det samme. Bevægetræningen består i at vippe tæerne op og ned flere gange dagligt. Når bandagen er taget af, bliver du henvist til genoptræning i din hjemkommune eller hos en privatpraktiserende fysioterapeut.
MULIGE BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER
Manglende knogleheling
Manglende heling af stivgøringen ses i op til 10% af tilfældene. Dette kan kræve en ny operation. Hvis du ryger, er der stor risiko for, at stivgøringen ikke heler ordentligt! Du må derfor ikke ryge i behandlingsperioden.
Blodprop & infektion i benet
I sjældne tilfælde ses blodprop i de dybe vener i underbenet, dyb infektion (betændelse) eller fejlvinkling. Får du voldsomme smerter, gennemsivning af forbindingen, rødme og hævelse omkring operationssårene eller feber, skal du kontakte os.
Fjernelse af skruer
I visse tilfælde kan de indsatte skruer genere, og i så fald kan de fjernes igen ved en lille operation 1 år efter endt behandling.
Slidgigt i andre fodled
Nogle patienter kan i op til 15 - 20 år efter operationen udvikle slidgigt i andre af fodens led.
Vers.1, januar 2013. Udarbejdet af BEM/KJK/MIP. Revideres januar 2016. Godkendt af kvalitetsledelsen