EFTER UDSKRIVELSEN
Feber
I de første dage kan du have let temperaturstigning uden, at det betyder noget.
Sygemelding
Hvor længe du skal være sygemeldt diskuteres ved udskrivelsen. Som regel anbefales 10 - 14 dage.
Fysisk aktivitet
De første 4 uger efter operationen må du ikke løfte på tunge ting (mere end 10 kg) eller dyrke hård sport såsom badminton, tennis, spinning o.l. af hensyn til de indvendige og udvendige sårs heling. Almindelig motion såsom løb, cykling og gåture må genoptages, når du føler dig rask.
Svømning må først genoptages efter ca. 14 dage, når sårene er helede. Du bør dog aldrig belaste dig selv mere end til smertegrænsen.
Kost
Vi anbefaler proteinrig kost for at fremme helingen. Det er vigtigt at holde maven i gang med væske og små gåture. Drik ca. 1½ l dagligt. Pres ikke for meget, når du er på toilettet. Du får et mildt afføringsmiddel, som skal tages de første par dage, indtil maven er i orden igen.
Badning
Du må tage brusebad, men du skal undgå karbad, svømmehal og havbad i min. 2 uger.
Seksualliv
Seksuallivet kan genoptages efter 6 uger. Hvis livmoderhalsen ikke er fjernet, behøver du kun vente i 3 uger.
Blødning
Du kan forvente at bløde lidt op til 4 uger efter operationen. Dette skal dog være aftagende. Normalt afstødes sårskorpen fra livmoderhalsen efter 8 - 14 dage. Dette kan give lidt fornyet frisk blødning.
Forbinding
Forbindingerne på de små sår er vandtætte og bakterietætte og skal normalt forblive på i 3 - 5 dage, hvoreft er du selv kan fjerne dem. Du kan uden risiko tage brusebad. Hvis der er fri væske eller blod under forbindingen, skal denne fjernes, og du kan sætte plaster på i stedet.
Trådfjernelse
Trådene forsvinder af sig selv, men de kan dog fjernes efter 10 dage, hvis de generer. Dette kan foregå hos egen læge eller i vores ambulatorium.
Kontrol og svar
Når der er svar på vævsprøverne, giver din gynækolog dig besked på disse enten mundtligt eller skriftligt. Du skal regne med, at der går ca. 10 dage, inden svaret foreligger. Der er normalt ikke behov for kontrolbesøg efter operationen.
MULIGE BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER
Der er altid en risiko for, at der kan opstå komplikationer. Bedøvelsen i sig selv indebæreren meget lille risiko.
Blærebetændelse
Da der er kateter i urinblæren under operationen, kan der opstå blærebetændelse, som behandles med antibiotika. Vi giver antibiotika under operationen for at forebygge infektion.
Blødning
Enkelte patienter har behov for blodtransfusion under eller efter operationen pga. blødning.
Infektion & blodansamling
Ved operationen er der en mindre risiko for blodansamling eller infektion i såret. Hvis det sker, skal du behandles med antibiotika. Symptomerne herpå er rødme, varme, hævelse og sivning fra såret. Rygning, sukkersyge og overvægt øger risikoen for infektion.
Læsioner
I sjældne tilfælde kan der ske beskadigelse af tarm, blære eller urinleder under indgrebet, og de syes med det samme. Hvis du får feber, stærke smerter eller symptomer på infektion, skal du kontakte Aleris-Hamlet.