EFTER UDSKRIVELSEN
Smerter
I de første dage må du forvente at have behov for smertestillende medicin. Det afhænger af, hvad der er lavet i knæet.
Sår / forbinding
Et døgn efter operationen må du tage forbinding og plaster af og tage brusebad. Hvis det væsker fra sårene, sætter du plaster på igen. Hvis sårene er tørre, er det ikke nødvendigt. Undgå karbad / svømmebassin, indtil sårene er helet, og trådene fjernet. Du må først bruge creme, når sårene er tørre og uden sårskorper.
Aktivitet
Efter en almindelig meniskoperation, hvor menisken er glattet til, er der ingen restriktioner efterfølgende. Dvs. at du må støtte på benet.
Sport kan du genoptage efter ca. 4 uger.
Hævelse
Du må forvente, at knæet vil hæve de første 1 - 2 uger. Du skal ligge en del med benet opad (evt. over hjertehøjde), så det kan afhæve.
Det er hævelsen og smerterne som er afgørende for, hvor meget du må belaste knæet. Du må derfor "lytte" til dit knæ og lade dette være styrende for, hvor meget du går / belaster. Så længe knæet er hævet, er det nødvendigt at ligge med knæet / benet højt flere gange daglig.
Hvis knæet også inden operationen har været hævet, vil det ofte tage længere tid bagefter, inden hævelsen er helt væk. Ved bruskskader og gigt kan knæet blive ved med at have tendens til at hæve ved belastning.
Ispose
Vi anbefaler brug af en kølende bandage / ispose de første dage. Den kan bruges 20 - 30 minutter hver anden time.
Sygemelding
Du må forvente at være sygemeldt i 1 - 2 uger. Hvis du har hårdt fysisk belastende arbejde, skal du evt. være sygemeldt længere. Du aftaler med speciallægen ved forundersøgelsen, hvad du kan forvente.
Køre bil
Du kan køre bil, når du kan reagere normalt i enhver situation.
Trådfjernelse og opfølgning
Trådene skal fjernes 10 - 12 dage efter operationen. Ambulant opfølgning er sjældent nødvendig.
Genoptræning
Det er vigtigt, at du træner flittigt og laver øvelserne som beskrevet i det træningshæfte, du får med hjem. Det betyder, at din knæfunktion hurtigere bliver normal. Med mindre andet er aftalt, skal du starte dagen efter operationen med træningen. Du må støtte frit på benet. Fokus er, at du hurtigst muligt får bevægeligheden i dit knæ tilbage igen. Specielt er det vigtigt at få strakt knæet. Du skal derfor undgå at lægge en pude under knæhasen til aflastning. Træn flere gange dagligt i at bøje knæet. Det gør, at smerterne og hævelsen aftager hurtigere.
MULIGE BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER
Selv om man opfatter en knæartroskopi som en mindre operation, er der altid en risiko for komplikationer.
Bedøvelsen
Selv om risikoen er meget lille, indebærer enhver bedøvelse en risiko for komplikationer. Denne risiko afhænger af din almene sundhedstilstand og forøges ved hjerte- og lungesygdomme.
Infektion
Infektion i operationsområdet forekommer hos under 1 % af patienterne.
Blodprop i benet
Der er en lille risiko for udvikling af blodprop i det opererede ben. Det er derfor vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med genoptræningen, holder benet højt de første uger samt flittigt bruger venepumpen i læggen ved at vippe i ankelleddet.
Vers.1, februar 2013. Udarbejdet af JWO/KJK/BEM . Revideres februar 2016. Godkendt af kvalitetsledelsen