Har du mistanke om demens eller Alzheimer, er det vigtigt, at du bliver undersøgt så hurtigt som muligt. Aleris-Hamlets speciallæge i neurologi tilbyder en skræddersyet undersøgelse for demens uden ventetid.
Den består i første omgang af en demenstest (kognitiv test). Ud fra dette besluttes det, om der er behov for yderligere kliniske undersøgelser, blodprøver eller skanning. Herefter kan speciallægen stille en præcis diagnose og lave en skræddersyet behandlingsplan til dig.
Hvad er demens?
Demens er en gradvis svækkelse af hjernens funktion, så personen lidt efter lidt får sværere ved at fungere i dagligdagen og i personlige relationer.
Mange forbinder ofte demens med en svigtende hukommelse, men det er kun en del af det samlede billede. De 10 typiske advarselstegn er:
- Svigtende hukommelse: Glemmer oftere ting og kommer ikke i tanke om dem senere
- Forlægger ting forkerte steder: Kan komme til at lægge tøjet i køleskabet og sætte mælken i rengøringsskabet
- Manglende koncentrationsevne: Har svært ved at koncentrere sig
- Sprogproblemer: Glemmer helt enkle ord, og erstatter dem med andre ord, så det bliver uforståeligt
- Svigtende orienteringsevne: Kan fare vild på egen vej, og ikke vide, hvad de laver der, eller hvordan de kommer hjem
- Nedsat dømmekraft: Glemmer tid, sted og omgivelserne. De kan fx. klæde sig helt forkert på med vintertøj om sommeren eller glemme, hvem de er sammen med
- Besvær med at udføre ellers velkendte opgaver: Kan tilberede et måltid, og så både glemme at servere det, og at de har tilberedt det
- Mangel på initiativ: Kan blive passiv, og have brug for stikord, opmuntring og støtte til at komme i gang
- Problemer med at tænke abstrakt: Kan helt glemme tallene, og hvad man kan bruge dem til
- Forandringer i humør: Pludselige humørsvingninger, næsten fra sekund til sekund – og helt uden grund
- Ændringer i personligheden: En person med demens kan ændre sig drastisk og fx blive meget forvirret og mistænksom
Hvor mange lider af demens?
Demens er en sygdom i eksplosiv vækst. Omkring 80.000 danskere lider i dag af demens, men det forudses, at der om 30 år vil være over 177.000, der lever med sygdommen. Blandt 60-årige er der ca. 1 % demente, og blandt ældre over 85 år er der 20 - 30 % demente. I mange tilfælde er Alzheimers sygdom årsagen til demens, men der er mange underdiagnoser til demens.
Hvorfor får man demens?
Demens kan skyldes over 50 forskellige tilstande, hvoraf Alzheimers sygdom alene eller i kombination med andre demenssygdomme, udgør ca. 70 % af tilfældene.
Blandt de andre demens-sygdomme findes fx:
Demens som følge af blodpropper i hjernen (vaskulær demens)
Demens som følge af andre sygdomme
Demens i pandelapperne som følge af skrumpning af disse