Operation for skelen foretages af kosmetiske årsager eller for at afhjælpe dobbeltsyn. Formålet med en skeleoperation er at få begge øjne til at se i samme retning hele tiden.
Hvis du skeler, er dine øjne ikke samtidig rettet mod det punkt, som du ønsker at fiksere på. Skelen kan være rettet indad, udad, opad eller nedad, og sværhedsgraden kan variere. Ofte er skelen til stede hele tiden, men hos nogle personer forekommer skelen kun ved træthed, uoplagthed, eller efter indtagelse af alkohol. Hvis skelen kun kan påvises, når man dækker øjet til, kaldes det skjult skelen.
Årsager til skelen
Et øje styres af 6 muskler. Ved almindelig skelen er øjenmusklerne normale, men koordinationen af musklerne er ikke helt perfekt. Defekten findes i det center i hjernen, som styrer de mange muskler. Skelen er kun sjældent udtryk for en egentlig sygdom i hjernen, men kan snarere opfattes som et problem med motorikken. Nogle har bedre kontrol med øjenmusklerne end andre.
Ved nogle sjældne skeleformer skyldes det en dårligt fungerende øjenmuskel. Det ses fx efter blodpropper i hjernen, alvorlige slag mod hovedet eller ved stofskiftesygdomme.
Symptomer ved skelen
Børn
Hvis man skeler, ser man dobbelt, men hos børn vil hjernen hurtigt begynde undertrykke synsindtrykket fra det ene øje. Ubevidst kobler barnet det ene øje fra, og barnet ser ikke længere dobbelt. Et barn har derfor sjældent klager. Hvis barnet ubevidst altid kobler det samme øje fra, vil synet ikke udvikles normalt på dette øje. Øjet bliver "dovent". Hvis barnet ubevidst veksler mellem de to øjne, bliver synet normalt udviklet.
Unge og voksne
Efter 8 - 10 års alderen er synet hos mennesket færdigudviklet. Begynder en person at skele herefter og har man på dette tidspunkt udviklet et normalt syn, vil man ikke miste det igen. Man kan altså ikke udvikle et dovent øje efter det 10. leveår. Til gengæld oplever man ofte dobbeltsyn. Hjernen kan på dette tidspunkt ikke lære at undertrykke synsindtrykket fra det ene øje. Begynder man at skele som ung eller voksen, kan man også opleve hovedpine, øjentræthed og læsebesvær, fordi man bevidst eller ubevidst arbejder voldsomt med øjenmusklerne for at holde øjnene lige.
Behandling af skelen
Behandlingen af skelebørn kan deles op i 2 faser:
- Optræning af synsstyrken: Først sikrer man en normal synsudvikling. Har barnet fået et dovent øje, sætter man plaster for det gode øje. Man tvinger herved barnet til at bruge det dovne øje, og synet optrænes. Plasterbehandlingen fortsættes, til synet er normalt på begge øjne. Det kan godt tage mange måneder. Optræning af synsstyrken fjerner normalt ikke skelefejlstillingen. Synsudviklingen skal følges ind til barnet bliver cirka 10 år - også selv om barnet slipper af med sin skelen ved en operation. Starter man først plasterbehandlingen efter det 10. leveår, opnår man ingenting
- Behandling af skelefejlstillingen: Efter man har optrænet synsstyrken, kan man behandle fejlstillingen af øjnene. Hos de fleste børn kommer man ikke uden om en operation, hvis man vil slippe af med fejlstillingen af øjnene. En operation foretages, hvis barnets skelen er kosmetisk påfaldende. Operationen skal sikre barnet en god social udvikling uden mobning. Man opererer derfor ofte, når barnet nærmer sig skolealderen
En operation vil ikke afhjælpe et dovent øje. Det er derfor meget vigtigt at følge synsudviklingen også efter en operation.
Enkelte, sjældne skeleformer kan trænes væk. Øjenlægen kan instruere i øvelser. Hvis barnet er langsynet, ser man nogle gange, at en skelen svinder, når barnet får den rette brille på næsen.
Hvis en skelen skyldes en defekt muskel, er det ikke altid muligt at rette fejlstillingen ved en operation. For at afhjælpe dobbeltsyn kan det her være nødvendigt at dække synet for det ene øje med fx en klap, et sandblæst brilleglas eller ved en sort kontaktlinse.
Afhængig af hvilken type skelen, der er tale om, opereres der oftest på 2 muskler i forbindelse med en skeleoperation. Resultatet af operationen kan først endelig vurderes efter 6 uger. Operationen udføres oftest i fuld bedøvelse, men kan også laves i lokal bedøvelse. Synsstyrken ændres ikke ved en skeleoperation.