INDLÆGGELSEN
Fasteregler
- Du må spise og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før mødetidspunktet
- Du må drikke "tynde" væsker som vand, te, kaffe (uden mælk eller fløde), saftevand eller juice uden frugtstykker indtil 2 timer før mødetidspunktet
- Du må ikke drikke alkohol efter kl. 20 aftenen før operationen
- Vi anbefaler, at du drikker sukkerholdig væske (fx saftevand eller juice) 2 timer før mødetidspunktet, da dette kan reducere ubehag før og efter operationen
Ankomst
Når du ankommer til Aleris-Hamlet, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som viser dig til rette på vores sengeafsnit. Det er en god idé at medbringe noget bekvemt tøj samt toiletsager. Hvis du får fast medicin, bedes du medbringe denne.
På sengeafdelingen får du udleveret operationsskjorte og underbenklæder. Du møder dernæst vores anæstesilæge, som forklarer dig alt om bedøvelsen. Herefter er du klar til at blive kørt på operationsstuen.
OPERATIONEN
Selve operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 40 min. Du bliver bedøvet ved, at der lægges en kanyle ind i håndryggen, hvor bedøvelsesmidlet sprøjtes ind.
Operationen foregår gennem det ene næsebor, og snittene lægges fortil i næseskillevæggen, så der ikke kommer synlige ar.
De forvoksede og skæve områder af skillevæggen fjernes eller trimmes og sættes på plads i midtlinien, så luft passagen bliver bedre. Det kan også være nødvendigt at formindske næsens muslingeben for at forbedre luftpassagen.
Operationen afsluttes med at lægge en tampon eller silikoneplade i begge sider af næsen. Dette sker for at stabilisere den nyopererede næse. Tamponerne skal ligge i ét døgn, mens silikonepladerne får lov til at sidde en uge efter operationen.
EFTER OPERATIONEN
Efter operationen kommer du på opvågningen, hvor du tilses i nogle timer, indtil du er velbefindende. Herefter køres du tilbage til din stue på sengeafsnittet.
Let blødning
De første timer efter operationen kan der sive lidt blodigt slim fra næsen.
Dette skyldes, at bedøvelsen får de små blodkar til at trække sig sammen, så det ikke bløder under selve operationen. Når bedøvelsen er væk, åbner blodkarrene sig helt op i en periode, for til slut at trække sig sammen igen. Det er i den periode, at det kan sive lidt. Derfor er der placeret en gazeserviet under næsen.
Smerter
Når bedøvelsen er væk, kan det "dunke" noget i næsen. Derfor skal du tage almindelige hovedpinetabletter i det første døgn. Du bør ikke sove med for lavt hovedgærde om natten.
Udskrivelse
Du udskrives normalt dagen efter kl. 9, når en eventuel tampon er fjernet ved stuegang.