EFTER UDSKRIVELSEN
Smerter
Du får smertelindring fra blokaden og / eller smertepumpen, der er lagt i forbindelse med operationen.
Der kan på trods af dette være smerter umiddelbart efter operationen, og vi anbefaler, at du på operationsdagen starter med fast smertestillende medicin. Det vil være håndkøbsmedicin evt. suppleret med noget stærkere. Det er vigtigt, at du starter med at tage fast smertestillende medicin, inden virkningen af blokaden / smertepumpen ophører. Derved har du smertestillende medicin i blodet, når virkningen af blokaden forsvinder.
Hvis der ikke er lagt en blokade eller smertepumpe, skal du også have fast smertestillende medicin.
Efter operationen må du forvente ømhed og smerter i skulderen i op til 6 uger efter operationen. Herefter vil der være ømhed eller lettere smerter efter træning og anden belastning. I nogle tilfælde kan du have behov for smertestillende i en længere periode.
Is- / kuldebehandling
De første dage kan det lindre med en kølende bandage / ispose. Den kan bruges 20 - 30 minutter hver anden time.
Forbinding og bad
Forbindingen kan du fjerne næste dag (efter 24 timer) og tage brusebad med mindre, at du har en smertepumpe. I så fald skal der gå et døgn efter, at den er fjernet, inden du tager bad.
Når såret er tørt, skal du ikke have plaster på længere.
Hvis du har en smertepumpe, fjerner du denne efter 2 dage og sætter et lille plaster på indstiksstedet.
Aktivitet / daglige gøremål
Du kan ikke bruge den fixerede arm, kun fingrene. Du må lave det, du kan, men det er begrænset af, at du ikke kan bruge den ene arm.
Når armslyngen kommer af efter 3 uger, kan du stille og roligt begynde at bruge armen igen.
Restriktioner
Du skal bruge den fikserende armslynge i 3 uger. Du skal tillige have den på om natten de første 6 uger. Den må tages af under kontrollerede forhold – når du skal i bad og skifte tøj. Du skal forvente at få brug for hjælp til dette.
Arbejde / sygemelding
Hvor længe du skal være sygemeldt afhænger af, hvilket job du har. Du må forvente at være sygemeldt i ca. 14 dage. Har du fysisk krævende arbejde, kan du risikere at være sygemeldt i op til 3 måneder. Du taler med speciallægen om, hvad du skal forvente i dit tilfælde.
Sport
Du kan starte på forsigtig styrketræning og motionsløb efter 8 uger. Kontaktsport først efter 5 - 6 måneder. Det vil fysioterapeuten vejlede dig i hen i forløbet.
Køre bil
Du kan køre bil, når du kan reagere normalt i enhver situation og har fuld kontrol over armen. Du skal være ude af behovet for stærk smertestillende medicin.
Trådfjernelse og opfølgning
Tråde / clips får du fjernet hos egen læge efter ca. 10 - 12 dage.
Du kommer til opfølgning hos speciallægen efter 6 - 8 uger og evt. efter 3 måneder.
Genoptræning
I de første uger efter operationen skal du lave øvelser for at nedsætte hævelse af armen og hånden. Flere gange om dagen skal du tage armen ud af slyngen og bevæge fingre, håndled og albue igennem.
Du bliver henvist til genoptræning hos fysioterapeut. Denne træning skal du starte med 3 uger efter operationen, når bandagen er fjernet.
MULIGE BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER
Bevægelighed
Nedsat bevægelighed i skulderleddet kan skyldes arvævsdannelse.
Vedvarende smerter og væsentlig nedsat bevægelighed kan skyldes, at der er tilkommet en frossen skulder efter operationen.
Risiko for nyt ledskred
Risikoen for nyt ledskred er under 10%.
Infektion
Hos mindre en 1 % af de opererede ses infektion efter operationen.
Kar- og nerveskader
Kar- og nerveskader er meget sjældne.
Vers.1, januar 2013. Udarbejdet af BEM/KJK/PTO. Revideres januar 2016. Godkendt af kvalitetsledelsen