EFTER UDSKRIVELSEN
Smerter
Efter operationen må du forvente ømhed og smerter i skulderen. Du har behov for smertestillende medicin i en periode. Det anbefales at tage smertestillende medicin, så du kan træne skulderen og få så god bevægelighed som muligt.
Der er brug for stor tålmodighed fra din side, da der kan gå 2 - 3 måneder, inden smerterne er faldet til ro, og der kan gå mellem ½ - 1 år, inden generne er helt væk.
Is- / kuldebehandling
Vi anbefaler brug af en kølende bandage / ispose de første dage. Det kan bruges 20 - 30 minutter hver anden time.
Hævelse
Du skal tage armen ud af slyngen flere gange dagligt for at lave øvelser for hånd, albue og skulder efter instruktion af speciallægen. Dette er både for at bevare bevægeligheden og for at mindske hævelsen af fingre, hånd og armen.
Forbinding og bad
Forbindingen / plaster kan du fjerne næste dag (efter 24 timer) og tage brusebad. Når sårene er tørre, skal du ikke have plaster på længere.
Restriktioner
Du skal bruge den fikserede armslynge i 4 uger. Du skal bruge den både dag og nat. Den må tages af under kontrollerede forhold, når du skal i bad og skifte tøj. Du skal forvente at få brug for hjælp til dette.
Arbejde / sygemelding
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe der er behov for, er dog meget afhængig af, hvor skulderbelastende dit job er. I nogle tilfælde kan der gå op til 3 måneder, før du kan genoptage arbejdet.
Du taler med speciallægen om, hvad du skal forvente i din situation.
Køre bil
Du kan ikke køre bil, så længe armen er i bandage og heller ikke umiddelbart efter, at den er fjernet.
Du kan køre bil, når du kan reagere normalt i enhver situation og har fuld kontrol over armen. Du skal desuden være ude af behovet for stærk smertestillende medicin.
Trådfjernelse og opfølgning
Trådene skal du have fjernet efter 10 - 12 dage.
Efter 4 - 6 uger kommer du til opfølgning hos speciallægen. Derefter vil der blive arrangeret genoptræning hos fysioterapeut.
Genoptræning
Genoptræning kan foregå i privat eller offentligt regi, og vi skriver en henvisning til dig.
Du skal derhjemme lave lette, ubelastede bevægeøvelser af hånd, albue og skulderled flere gange dagligt efter instruktion. Du må ikke på nogen måde belaste armen de første 4 uger.
Genoptræningen varer typisk 3 - 4 måneder.
Har du en sundhedsforsikring, skal du undersøge hos dit forsikringsselskab, om de dækker fysioterapeutisk behandling efter operationen, da dette kan variere forsikringsselskaberne imellem.
MULIGE BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER
Bristning af det nye ledbånd
Den mest almindelige komplikation er, at det nye ledbånd brister, og kravebenet rykker op igen. Det sker hyppigst under genoptræningen 3 - 4 måneder efter operationen. Det kan betyde, at operationen må laves om.
Infektion
Infektion er sjælden.
Stivhed af skulderen
Stivhed som en frossen skulder kan opstå, men er ligeledes meget sjælden.
Vers.1, april 2013. Udarbejdet af BEM/KJK/PTO. Revideres april 2016. Godkendt af kvalitetsledelsen