FODMAP diæt

På Aleris-Hamlet i Aarhus og København er vores diætister certificeret i "low FODMAP diet", som har vist sig effektiv mod irritabel tarm.

Hele 20 % af den danske befolkning skønnes at lide af irritabel tarm og ca. halvdelen af alle danskere oplever mindst en periode i livet med symptomer på irritabel tarm. Sygdommen kan forekomme i alle aldre, men starter hos de fleste i det tidlige voksenliv. Den er tre gange hyppigere hos kvinder end hos mænd

Undersøgelse er vigtig!

Selv om symptomerne ligner irritabel tarm, er det er vigtigt, at tarmen undersøges ved en kikkertundersøgelse, idet symptomerne på irritabel tarm kan forveksles med andre symptomer fra mere alvorlige sygdomme såsom polypper, betændelsestilstande (Crohns sygdom og Colitis ulcerosa) eller kræft.

Behandling af irritabel tarm

Når alvorligere sygdomme er udelukket, og diagnosen irritabel tarm er stillet, vil behandlingen af irritabel tarm altid være kostændringer.

Hvad er FODMAP diæt?

I Aarhus og København tilbyder vores specialuddannede diætister vejledning i den særlige FODMAP diæt til irritabel tarm. FODMAP er en forkortelse, der beskriver den gruppe af kulhydrater, som diæten udelukker nemlig "Fermentable Oligo-, Di-, Mono-saccharides And Polyols". Kort fortalt går diæten ud på at udelukke en lang række kortkædede kulhydrater, da disse efter grundig undersøgelse har vist sig at være særligt generende for en irritabel tarm.

Diæten er udviklet i Australien og har vist sig at give symptomlindring både på kort og lang sigt hos en stor andel af patienter med irritabel tarm. Diætisterne hjælper dig til at forstå diætens principper og vejleder dig i, hvordan du omlægger nuværende kost til FODMAP diæt. Diæten er bl.a. uden laktose (mælkesukker), hvede og rug, polyoler (sukkeralkoholer) og med begrænsede mængder fruktose (frugtsukker).

Diæten varer i ca. 6 uger, hvorefter du langsomt begynder at forsøge med kulhydraterne igen for at finde ud af hvor store mængder, tarmen tåler. Et typisk forløb vil være et indledende besøg hos diætisten af en times varighed samt 1 - 2 opfølgninger af 20 - 30 minutter. Du kan bestille tid, hvis du fra egen læge eller speciallæge har fået diagnosen irritabel tarm.

Til toppen af siden