Slidgigt i hoften - hofteprotese

En hofteprotese (hoftealloplastik) indsættes, når hofteleddet er så ødelagt, at det forårsager store smerter, nedsat gangdistance og forringet bevægelighed hos patienten.

HofteproteseI begyndelsen skal man forsøge at behandle med smertestillende medicin, fysioterapi etc., men når smerterne bliver så invaliderende, at de påvirker de daglige funktioner eller giver manglende nattesøvn, er det en god idé at overveje indsættelse af en kunstig hofte.

Hvorfor ødelægges hofteleddet?

Slidgigt i hoften

Slidgigt betegnes i dag som en folkesygdom. Det er den mest udbredte ledsygdom, der rammer stort set alle med alderen. Otte ud af ti har slidgigt, når de har passeret de 50 år. For mange patienter betyder det en dagligdag præget af smerter, problemer og frustrationer, fordi man måske ikke kan passe sit job, få sin daglige motion og må opgive sine fritidsinteresser og afstå fra rejseaktiviteter.

Leddegigt i hoften

Leddegigt er kendetegnet ved, at kroppens led bliver angrebet af en betændelseslignende tilstand. Det forekommer hos ca. 1 % af den voksne danske befolkning. Kvinder rammes tre gange så hyppigt som mænd. Sygdommen opstår hyppigst i 30 - 50 års alderen.

I de fleste tilfælde medfører sygdommen, at leddene gradvist misdannes og dermed mister deres funktion. Patienterne oplever smerter ved bevægelse af leddene og deraf følgende indskrænkning af bevægelsen og stivhed. 

Hoftebrud

Tidligere hoftebrud kan også føre til, at hofteleddet ødelægges. Der kan også være andre sjældnere lidelser, som kan medføre operation med indsættelse af nyt hofteled.

Hvad er et kunstigt hofteled?

Ved indsættelse af et kunstigt hofteled erstatter man hofteleddet med en protese. Det vil sige, at man fjerner lårbenshovedet og bruskresterne i leddet.

En kunstig hofte består af 3 dele: En del som sættes fast i hofteskålen (hofteskålsprotesen), en del som sættes fast i marvhulen på lårbenet (lårbensprotesen), og en del som sættes på lårbensprotesen (kunstigt ledhoved).Ved operationen sættes hofteskålen på plads og fikseres enten vha. knoglecement eller skruer. Lårbensprotesen fikseres enten med knoglecement eller den kiles fast i lårbenet.

Video om indsættelse af hofteproteseSe video om indsættelse af hofteprotese »




Dansk hoftealloplastik register

Nationalt bliver kvaliteten af hofteoperationer registreret og overvåget i Dansk hoftealloplastik register. Aleris-Hamlet indberetter alle hofteoperationer til denne database, og der er således overvågning og kontrol med vores operationer på lige fod med andre klinikker / sygehuse, som indopererer kunstige hofter.

Til toppen af siden