Refluks - Få specialiseret behandling af erfarne læger
Refluks (spiserørsbrok) er tilbageløb af mavesyren op igennem spiserøret og skyldes, at spiserørets lukkemuskel ikke fungerer ordentlig. Refluks behandles med livsstilsændringer og medicin.
Symptomer på refluks
Alle mennesker har en smule tilbageløb af mavesyre til spiserøret, men hos 5% af befolkningen er det så udtalt, at det giver symptomer i form af:
- Sure opstød
- Halsbrand
- Brændende/sviende fornemmelse bag brystbenet
- Følelsen af at mavesyren løber op i spiserøret
- Kvalme og opkastninger
- Af og til symptomer fra luftvejene (hoste/hæshed)
Symptomerne forværres typisk hvis:
- Du ligger ned. Det anbefales at hæve hovedgærdet på sengen
- Du er overvægtig, idet fedtet i bughulen presser mavesækken sammen
- Du spiser store måltider, idet risikoen for refluks stiger, når mavesækken udspiles
- Du spiser fedtholdig mad, som er længe i mavesækken, før den passerer videre til tarmen. Især chokolade, pebermynte, kaffe og alkohol hæmmer lukkemusklens funktion
- Du ryger. Rygning øger risikoen for refluks
Hvis generne bliver så udtalte, at det kræver behandling, taler man om reflukssygdom.