Euroeyes flytter fra Frederiksberg til Søborg

EuroEyes, der indtil efteråret delte adresse med Aleris-Hamlet på Frederiksberg, følger d. 1. juli privathospitalet til Søborg for at tilbyde laseroperationer for nær- og langsynethed, bygningsfejl samt brug af læsebriller.

I efteråret flyttede Aleris-Hamlet Hospitaler alle medarbejdere fra Frederiksberg til afdelingen i Søborg. Kun EuroEyes Frederiksberg, der er grundlagt i 1997 og blandt Danmarks største klinikker for synskirurgi, blev dengang tilbage i den tidligere kapselfabrik på H.V. Nyholms Vej. Nu får de to virksomheder imidlertid atter fælles adresse. D. 1. juli flytter øjenklinikken således alt sit højteknologiske apparatur til Aleris-Hamlet Hospitaler i den tidligere tv-by på Gyngemose Parkvej.

Oplagte synergimuligheder
"Samarbejdet giver en lang række oplagte synergimuligheder. Aleris-Hamlet og EuroEyes er stærke brands, som passer godt sammen, og vores kundegrupper overlapper. Vores klinik passer ideelt ind på et stort privathospital med topmoderne faciliteter", siger øjenlæge Jannik Boberg-Ans, direktør og partner i EuroEyes, der bl.a. afhjælper nær- og langsynethed, bygningsfejl samt brug af læsebriller. 

"Nogle af vores patienter efterspørger kosmetiske ydelser som fx øjenlågskorrektioner, og her vil det være oplagt at henvise til Aleris-Hamlets kosmetiske center. På samme måde vil hospitalet til os kunne henvise patienter, der forespørger omkring synskirurgi", siger Jannik Boberg-Ans. Han afslører desuden, at EuroEyes nu vil stile mod akkreditering efter Den Danske Kvalitetsmodel. "Dermed får vi papir på vores høje kvalitet. Det ventes også at øge tilgangen af patienter, der får udført øjenoperationer gennem deres sundhedsforsikring. Aleris-Hamlet Hospitaler er allerede godkendt efter Den Danske Kvalitetsmodel, og vi vil kunne sparre med deres kvalitetsafdeling i akkrediteringsprocessen", fortæller han.
 
Fælles initiativer
Også Aleris-Hamlet ser de to virksomheder som et godt match. "Samarbejdet afspejler den aktuelle tendens med at samle flere specialer på de enkelte behandlingssteder. Vi er Danmarks største privathospital, mens EuroEyes har en førende position inden for synskirurgi og en bred palet af behandlinger. Det gør det oplagt at lave fælles initiativer og arrangementer. Eksempelvis kunne man forestille sig informationsaftener for ældre, hvor øjenlæger fra EuroEyes fortæller om grå stær og alderssyn, mens specialister fra vores høreklinik fortæller om de nye tilskudsregler for høreapparater, og vores tandlæger oplyser om proteser", siger Trine Mottlau, der er hospitalschef på Aleris-Hamlet i Søborg.

Trine Mottlau oplever desuden Aleris-Hamlets og EuroEyes’ værdier som sammenfaldende. "Ud over at prioritere høj patienttilfredshed og kvalitet bidrager begge virksomheder til alment sundhedsfremme på non-profit-plan. Eksempelvis samarbejder Aleris-Hamlet med Røde Kors om udbredelse af førstehjælp, mens EuroEyes bruger store ressourcer på at afhjælpe synshandicaps i den tredje verden", slutter hospitalschefen.

Se hvad EuroEyes kan tilbyde dig  »

Til toppen af siden