Kikkert kan redde hundredvis af underliv

På Aleris-Hamlet i København fjernes næsten alle livmodere gennem et lille hul i navlen. Resultatet er komplikationer ved kun 5% af indgrebene mod 19% på landsplan.

Tusinder af kvinder får hvert år fjernet livmoderen på grund af knuder og kraftige blødninger. Men ved næsten hver femte operation opstår der komplikationer såsom infektioner, organlæsioner og blødninger.

Årsagen er, at mens de fleste af vore nabolande i høj grad er gået over til kikkertoperationer, så laves de fleste livmoderfjernelser herhjemme fortsat med mere risikabel, gammeldags, åben kirurgi.
Sådan lyder kritikken fra en førende specialist på området.

- De alt for mange komplikationer i 19 procent af tilfældene står i skærende kontrast til målet om seks procent, siger Olav Istre, ledende speciallæge på Aleris-Hamlet Hospitaler.

Kikkert: Undgår risici og ar

5. februar tiltræder han som adjungeret professor i gynækologisk kirurgi ved Syddansk Universitet. Her skal han som pioner i kikkertkirurgi udbrede sine resultater til de offentlige sygehuse.

På Aleris-Hamlet i København fjernes næsten alle livmodere gennem et lille hul i navlen. Resultatet er komplikationer ved kun fem procent af indgrebene.

- Med kikkert kan vi komme tættere på, og overblikket er bedre. Desuden undgår patienten risici og store ar. Alligevel foregår kun 20 procent af livmoderfjernelserne på offentlige sygehuse ved kikkertkirurgi, siger Olav Istre.

Kun ti dages sygemelding

Han peger på, at kikkertindgreb både sparer patienterne for smerter og samfundet for store udgifter. Kikkertoperationer giver typisk ti dages sygemelding mod 30 dage ved åbne operationer. Ifølge Olav Istre er højere takster til sygehusene for de gammeldags operationer en væsentlig årsag til, at indførelsen af de moderne teknikker går langsomt.

Det afviser formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg Ulla Astman (S). Hun mener, det er økonomien i anskaffelse af kostbart apparatur og efteruddannelse, der sinker processen.

Fakta om kikkertoperationer i underlivet

☛ I 2011 blev der lavet 5.986 fjernelser af livmodere i Danmark

☛ Ved 19 procent af operationerne kom der komplikationer som blødning, infektion eller organlæsioner

☛ Ved rutinemæssig brug af kikkertoperationer fjernes livmodere med kun fem procents komplikationer

☛ Alligevel foregår kun hver femte livmoderfjernelse i dag ved kikkertkirurgi.

☛ Sygemeldingen ved kikkertoperation er typisk 10 dage. Ved åbne operationer er den 30 dage.

Læs hvordan Grethe Olskær blev sine gener kvit med en kikkertoperation »

Til toppen af siden