Danskerne er kommet i verdenseliten på genoplivningsområdet

Antallet af danskere, der træder til med livreddende førstehjælp, er tredoblet siden 2011. Samtidig er overlevelsen mere end fordoblet.

Det viser helt nye tal fra Dansk Hjertestopregister, som placerer Danmark i eliten, når det gælder borgernes engagement i at redde liv.

I 2011 fik 58 % af de personer, som faldt om med hjertestop uden for hospital, livreddende førstehjælp, inden ambulancen nåede frem. I 2001 var tallet blot 19 %. Det er en meget markant forbedring på en relativ kort årrække, mener læge Mads Wissenberg, Gentofte Hospital, der sammen med professor Christian Torp-Pedersen, Aalborg Universitet, står bag analysen af tallene i Dansk Hjertestopregister i samarbejde med en større dansk forskningsgruppe.

”Vi ved, at patienter, som får livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem, har en overlevelse, der er over tre gange højere end dem, der ikke får hjælp, inden ambulancen når frem”, siger Mads Wissenberg og fortsætter: ”Udviklingen tyder på, at der er sket en holdnings- og adfærdsmæssig ændring blandt danskerne, og det betyder samtidig, at vi i Danmark er tæt på at være blandt de lande i verden, hvor flest vidner til hjertestop træder til, og det kan vi godt være stolte af”.


Vi kender hjertestarterne, men bruger dem for lidt 

I 2001 blev hjertestarterne brugt i 1,4 % af tilfældene med hjertestop uden for hospital, mens det i 2011 var 2,5 %.

”Danskernes evner og mod til at handle er et vigtigt skridt i retningen mod at kunne redde flere liv. Hvis vi på samme måde kan få danskerne til at tage hjertestarterne til sig, være opmærksomme på, hvor de hænger og vide, at den er en vigtig del af genoplivningen, er der potentiale for, at flere liv kan reddes”, mener Jesper Kjærgaard, formand for Dansk Råd for Genoplivning og speciallæge på Rigshospitalets Hjerteafdeling.

De nye tal fra Dansk Hjertestopregister understreger, at der er et stort potentiale i at engagere danskerne i at redde liv.

Har du endnu ikke lært livreddende førstehjælp, håber vi, at du vil tilmelde dig et førstehjælpeskursus

Kilde: Beredskabets netavis

Til toppen af siden