Idrætsmedicin under andre forhold i Sierra Leone

Martha som er anfører for kvindelandsholdet i Sierra Leone

I maj rejste speciallæge i ortopædkirurgi Jan Smedegaard Hede til Sierra Leone for i samarbejde med en dansk organisation at tilse patienter, der i høj grad havde brug for hans hjælp. Læs Jans fortælling om turen herunder.

Nogle gange kan det være sundt at se verden i et lidt anderledes perspektiv, så da Superligaen i midten af maj gik på sommerferie, var det blevet tid til en udfordring ud over det sædvanlige.

Jeg havde sagt ja til at tage med organisationen FANT til Sierra Leone i Vestafrika for at yde medicinsk bistand.

FANT (Football For A New Tomorrow) er en humanitær organisation med udgangspunkt i glæden og fællesskabsfølelsen ved at spille fodbold. FANT er startet af FCM’s tidligere træner Erik Rasmussen og Cecilie Hauerberg. Organisationen arbejder i foreløbigt 11 forskellige samfund i Sierra Leone. Formålet er via et socialt engagement i forskellige fodboldklubber og samfund, at skabe en bedre hverdag og en socialt bæredygtig udvikling i samfundene. Sierra Leone er et af verdens allerfattigste lande, hvor mere end 70 % af befolkningen lever for mindre end 5 kr. om dagen! Der er tale om et samfund, hvor næsten intet fungerer, og som fortsat er præget af følgerne af en meget blodig borgerkrig, som sluttede for godt 10 år siden.

Under Cecilie og Eriks arbejde i Sierra Leone er de blevet opmærksomme på de ekstreme sundhedsmæssige udfordringer, der er i landet. Sierra Leone har anslået omkring 100 læger til en befolkning på cirka 6 millioner og et areal på godt og vel halvanden gang Danmarks areal. Så da jeg talte med Erik om projektet sidste år, og jeg blev spurgt om ikke det var noget, jeg kunne tænke mig at hjælpe til med, var det ikke svært straks at sige ja. Jeg fik kufferterne pakket med det udstyr jeg umiddelbart fandt mest relevant, og Aleris-Hamlet spædede velvilligt til med både udstyr og medicin.

Fredag den 23. maj forlod vi Danmark og landede om aftenen i Sierra Leones internationale lufthavn, Lungi lufthavnen. Efter transport med bus, speedbåd og bil nåede vi endelig frem til FANT’s lokale ”hovedkontor”, hvor der var pænt og rent, og hvor det meste fungerede - i hvert tilfælde noget af tiden!

Den første dag

Dagen efter var det blevet tid til besøg i den første af de elleve samfund, hvor FANT arbejder. Umiddelbart fik jeg indtryk af et  mere velordnet samfund, men lige så snart vi kom væk fra vejen, blev vi konfronteret med utrolig fattigdom og ekstremt svære vilkår. Der var gjort klar til konsultationer på et par bænke under et træ. Der var mødt cirka 50 mennesker op, og vi startede med en introduktion, hvor jeg blev præsenteret som ”Dr. Heat”, hvilket så blev mit navn under resten af opholdet.

Herefter var det så i gang med konsultationer, hvor jeg blev præsenteret for de mest utrolige lidelser. Der var rigtig mange med følger efter infektionssygdomme. En del med skader efter ulykker, og så også nogle rigtige idrætsskader, hvor jeg var mere på hjemmebane.

Men, men, men… det var dog noget helt andet at sidde i trygge forhold på Aleris-Hamlet med alle tænkelige undersøgelser og remedier til rådighed, og hvor man er vant til altid at kunne lave en MR scanning, hvis der er tvivl. Her havde jeg kun mine hænder og en lille smule bandager. Der var ingen muligheder for supplerende undersøgelser, og der fandtes i landet ikke mulighed for at kunne lave ortopædkirurgiske operationer, da disse kræver en meget høj grad af sterilitet.

Jeg så således en masse patienter med svære følger efter skader, der burde have været opereret. Der var en masse ”løse” knæ med ledbånds- og korsbåndsskader, svære slidgigtsforandringer og deformiteter, selv hos helt unge.

Der var en del, som var blevet amputeret på grund af infektioner eller skader. Mange af disse spillede dog fortsat fodbold, selvom det gav dem en masse smerter. Der var mange lidelser, som faktisk kan afhjælpes for ganske små beløb, men selv et par hundrede kroner er et helt uoverkommeligt beløb for fattige i Sierra Leone. Der blev noteret mange navne ned på personer, som vi senere skulle forsøge at skaffe hjælpemidler til, eller penge til en behandling. Blandt andet var der nogle stykker med enorme brokdannelser ned i pungen. Disse er aldeles invaliderende, og en operation vil koste cirka 1500 kroner.

Kroo Bay

På tredje dagen af vores rejse fik jeg det helt store chok. Kroo Bay er et af de værst tænkelige slumområder, man kan forestille sig. Jeg skulle have konsultationer ved det, indbyggerne kalder for Fodboldbanen. Adgangen dertil var en labyrint ned gennem smalle gyder mellem små blikskure, som var hjem for mange. I gyderne var der fyldt med brakvand og hunde, høns og grise gik overalt imellem husene, så der var dyreefterladenskaber overalt. Der var en ret udpræget lugt, og det var slet ikke svært at forestille sig, hvordan smitsomme sygdomme kan sprede sig som en steppebrand i et sådant område. Fodboldbanen, hvor jeg skulle have konsultationer, lignede allermest en mødding. Der var vandhuller og vandpytter rundt omkring, hvor grisene kunne tumle sig imellem fodboldspillerne! Det var dog slående at se glæden og taknemmeligheden i området. På fodboldbanen agerede børn og voksne med en universel glæde og engagement.

I FANT-projektet har alle klubberne både drenge- og pigehold. Endvidere skal der i alle klubberne være et såkaldt amputee hold, som udelukkende består af handicappede. Der er tale om en del ben amputerede (krigsskader, ulykker, spedalskhedsfølger og følger efter infektioner). Vi havde en aften med besøg af invalideholdene, og der var her rigeligt med udfordringer for en kirurg.

Hospitalet i junglen

De næste dage gik med lignende konsultationer i samfundene i og omkring hovedstaden Freetown, hvorefter det var tid til at bruge nogle af de sidste dage i provinsen. Det var derfor kun Erik og jeg der tog derud grundet fare for at blive smittet med Ebola. Vi overnattede på Masanga hospitalet i junglen og kørte herfra til landsbyerne ude i provinsen. De var om muligt endnu fattigere her end i hovedstaden. Overalt mødte vi dog glade og venlige mennesker. Der var planlagt besøg i 3 fodboldklubber. Det sidste af stederne, som var på vejen hjem, havde de arrangeret et lokale, hvor jeg kunne se patienter. Det var helt tydeligt, at det ikke var noget,  patienterne var vant til – altså, at se en læge!

Da jeg havde haft den første patient, blev jeg kaldt udenfor. Der var nu samlet cirka 200 mennesker, der håbede på en konsultation. De lokale fik lov til at bestemme, hvem der havde størst behov for vurdering og råd. En mor kom med hendes 7 år gamle dreng, som havde haft mavesmerter og feber gennem nogle dage. Selv for en ortopædkirurg var der tale om en helt oplagt blindtarmsbetændelse. Det er i Sierra Leone en lidelse, som kun kan behandles, hvis man kan samle de få penge, operationen koster. Heldigvis havde vi muligheden for at få ham kørt til Masanga hospitalet, så vi kunne få ham opereret. Senere på aftenen fik vi besked om, at operationen var forløbet godt, så det var jo en dejlig afslutning på rundturen med i alt 250-300 konsultationer.

Jeg er nu vendt hjem og prøver at få alle indtrykkene sat på plads og det er blevet et mål for mig, at skaffe sponsorer til nogle af alle de helbredsmæssige udfordringer, jeg mødte dernede. Noget af det, der var allermest slående i alle samfundene, var, hvor desperat brug der var for ledere. De ansatte fra FANT havde alle fået en lederuddannelse og gjorde en kæmpe forskel. Hvis nogen har lyst til at læse mere om projektet, kan det anbefales at gå ind på FANT.dk og eventuelt også masanga.dk

Til toppen af siden