Ny aftale hjælper patienter med løs hud efter vægttab

Ny aftale hjælper patienter med løs hud efter stort vægttab

Nu er det endelig blevet muligt at blive henvist til plastikkirurgi efter stort vægttab på et privathospital, hvis ventetiden overstiger 2 måneder i det offentlige sundhedsvæsen.

Trods lange ventelister i det offentlige har det indtil nu været umuligt at blive henvist til et privathospital i forbindelse med plastikkirurgi efter stort vægttab, men nu efter 2 års forhandling er det endelig lykkedes at indgå aftale med Danske Regioner om denne patientgruppe.

Det betyder, at patienter, som døjer med løs hud efter stort vægttab, kan benytte sig af det udvidede fri sygehusvalg og blive behandlet på fx Aleris-Hamlet Hospitaler, hvis ventetiden i det offentlige overstiger 2 måneder.

Den nye aftale betyder også, at vægttabspatienterne endelig bliver sidestillet med alle andre patienter i det danske sundhedssystem. Dette er en stor lettelse for de mange patienter, som ikke selv har råd til at betale for at få fjernet den overskydende hud.

Hvordan bliver du henvist til et privathospital?

Hvis du allerede står på en venteliste til plastikkirurgi, og din operationsdato ligger mere end to måneder ud i fremtiden, kan du bede om at blive henvist via det udvidede frie sygehusvalg.

Hvis du endnu ikke er blevet vurderet i det offentlige system, skal du fortsat henvises til vurdering i det offentlige af din egen læge. Først efter godkendelse i det offentlige system kan du benytte dig af det udvidede frie sygehusvalg.

Dit offentlige hospital har en "Patientvejleder", som kan ordne papirarbejdet for dig. Her skal du bede om, at din "Henvisning" bliver sendt til det privathospital, du ønsker at benytte dig af.

Du kan naturligvis også stadig selv vælge at betale for din operation. Ønsker du dette, kræves der ikke en henvisning fra egen læge, og vurderingen foretages på det valgte privathospital.

Til toppen af siden