Sabine Englert spiller med Aleris-Hamlet på maven

Sabine Englert for FC Midtjylland

Udover at være håndboldmålvogter for FC Midtjylland er Sabine Englert også en værdsat kollega på Aleris-Hamlet i Herning.

Sabine Englert er mest kendt som én af de bedste målvogtere i Dansk håndbold, og hun har sammen med sit hold FC Midtjylland opnået mange store resultater, senest med et dansk mesterskab i 2013 og en andenplads i 2014.

Sabine mener dog, at det er vigtigt at have noget udover håndbolden, så når den tyske stjernemålmand ikke står mellem stolperne, arbejder hun som bogholder hos Aleris-Hamlet i Herning.

Fleksibilitet gør det muligt

Selv om håndbolden godt kan være meget tidskrævende, har Sabine også tid til at passe sine 15 timer om ugen på Aleris-Hamlet. 

- Min hverdag kan nogle gange blive lidt travl, men jeg har heldigvis meget fleksible arbejdstider. Jeg planlægger mine timer på Aleris-Hamlet efter, hvordan vores træning ligger, og så kan jeg normalt godt få det hele til at passe.

- Jeg har dog også nogle dage, hvor jeg slet ikke kommer på arbejde. Når vi er ude og spille vores kampe i Europa eksempelvis, så kan jeg slet ikke nå mine 15 timer, men så kan jeg altid arbejde flere timer en anden uge. Det er dejligt, at det er så fleksibelt!

Afveksling er godt

Sabine prioriterer selvfølgelig sin håndbold meget højt, men hun har valgt at have en normal karriere ved siden af.

- Grunden til, at jeg har et arbejde ved siden af håndbolden, er, at jeg gerne vil have lidt udfordringer til hjernen og ikke kun have håndbold i hovedet. Derudover mener jeg også, at det er vigtigt, at man holder sig i gang med at arbejde, så man er beredt på tiden efter håndbold. Da er det godt at have en arbejdsplads som Aleris-Hamlet på cv’et.

Sabine spiller nu også med Aleris-Hamlets logo på sin spillertrøje efter aftale mellem Aleris-Hamlet og FCM Håndbold, og hun er glad for at kunne vise sin anden arbejdsgiver frem, når hun spiller.

- Jeg spiller med Aleris-Hamlets  logo på maven, fordi jeg er meget glad for det arbejde, jeg har fået her og trives utrolig her. Derfor vil jeg med glæde lave lidt reklame for min anden arbejdsgiver, når jeg er på banen.

Vi er i Aleris-Hamlet stolte af at blive repræsenteret af Sabine, som udover at være en håndboldspiller i topklasse også er en meget værdsat kollega og ansat.  

 

 

 

 

 

Fakta

 Sabine Englert
Navn Sabine Englert
Alder 33 år
Hold FC Midtjylland
Position Målvogter
Afdeling Aleris-Hamlet Herning
Stilling Bogholder
Til toppen af siden