Dagcenter for demente skal aflaste pårørende

Aleris Omsorg skal drive dagcenter for demente med plads til 20 borgere i Gribskov Kommune. Dagcenteret åbner i Blistrup til september.

Gribskov Kommune har nu givet grønt lys for rammerne for det kommende dagcenter for demente, der åbner i september i år.

Social- og Sundhedsudvalget har dels godkendt servicebeskrivelserne for dagcenteret og udvalgt Aleris til at drive centeret.

Hjemlige omgivelser, hyggelige aktiviteter som sang, håndarbejde og gåture og fysisk træning er nogle af nøgleordene for dagcenteret, der får plads til 20 borgere på alle hverdage.

Centeret kommer til at ligge i en tidligere fritidsordning i Blistrup, som i øjeblikket er ved at blive indrettet til sit nye formål.

Forebygger forværring

"Nu får kommunen et stærkt tilbud til hjemmeboende borgere med demens, så vi både kan øge deres livskvalitet og forebygge en unødvendig forværring af sygdommen," siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Birgit Roswall (V).

"Samtidig kan dagcenteret ikke mindst aflaste de pårørende til de demente, for det kan være rigtig hårdt og krævende at være tæt på en dement," siger Birgit Roswall.

Ifølge de vedtagne servicebeskrivelser får hver borger en særligt indsats baseret på for eksempel livshistorie, vaner, behov og ønsker. "Med den rette kombination af de forskellige træningsformer kan borgerne blive styrket både mentalt og fysisk," siger Birgit Roswall.

Gammeldags møbler

Dagcenteret bliver indrettet med gammeldags møbler, så der både er rart at være og det samtidig vækker minder, stimulerer sanserne og inviterer til handling. Frivilligcenter Græsted og Gribskov Kommunes administration overvejer i øjeblikket, hvordan de kan samarbejde om at gøre hverdagen for de demente på dagcenteret meningsfuld. Blandt andet vil man etablere pårørende-grupper, og der er søgt om midler til et frivillignetværk.

Gribskov Kommune vil også afholde et borgermøde i august for at se nærmere på dagcenterets rammer, indretning, navn og aktiviteter.

Til toppen af siden