Holbohave skal formes af brugerne

Holbohave

På mandag er Holbohave, Gribskovs nye demenscenter, klar til at tage imod brugerne, som selv får lov at præge hverdagen på stedet. Målet er en højere livskvalitet for både demente og pårørende.

Selvom der stadig står papkasser rundt omkring, begynder det nye dagcenter for demente i Blistrup, Holbohave, nu at tage form frem mod åbningen på mandag. Bortset fra et gyngestativ og placeringen ved siden af skolen er det svært at se, at lokalerne tidligere har huset en SFO. Fællesrummene er nu blevet indrettet med lange borde, hvor der skal serveres varme boller og ka¬ffe om morgenen, mens et wellness og hvilerum byder på hyggekroge med sofaer, kurve med strikketøj samt malerier og interiør af ældre dato. De første beboere, to undulater med navnene hr. Holbo og fru Herred, er også flyttet ind, og i denne uge holdes der introuge for personalet på stedet.

- De ansatte glæder sig helt vildt. Nogle af dem har været forbi for at kigge ind gennem vinduerne i weekenden, siger centerleder for Holbohave, Gitte Andersen, der lader til at glæde sig lige så meget.

Grundtanken med Holbohave er, at det ikke skal minde om et plejehjem, og så skal brugerne af stedet selv have indflydelse på, hvad de vil bruge deres dag på, fortæller Gitte Andersen.

Hun bakkes op af formand for Social-og Sundhedsudvalget, Birgit Roswall, der denne tirsdag er på besøg på stedet for at blive vist rundt og møde personalet.

- Meningen er at skabe et sted, som man ikke forbinder med et plejehjem. Det skal være hyggeligt og rart, og det skal ikke være sådan, at nogen ikke vil komme her, fordi de ikke vil på plejehjem, siger Birgit Roswall (V), der også er optaget af, at det giver aflastning for de pårørende, som ofte er hårdt belastet.

Håbet er, at man med dette tilbud kan få fat i alle grupper af demente - også dem, der netop har fået diagnosen - og på den måde højne livskvaliteten for både demente og deres pårørende og samtidig gøre det nemmere at blive længst muligt i eget hjem. - Det skal ikke lugte langt væk af, at man skal være syg for at komme her. Der skal være fokus på, at det skal være rart at være her, så det bliver et sted, man gerne vil komme. Så det bliver spændende at se, om man kan løfte nogen af brugerne på den måde, siger Birgit Roswall. Gitte Andersen fortæller også, at det er vigtigt at få et godt samarbejde med de pårørende.

- De får mulighed for at stille spørgsmål, og til at begynde med tager vi på hjemmebesøg hos parret. De på- rørende er en vigtig støtte, og de kender den dementes livshistorie, siger Gitte Andersen.

En vigtig del af Holbohaves tilbud er den fysiske træning i husets motionsrum, hvor der skal opsættes løbebånd og være plads til skolegymnastik, da man ved, at fysisk aktivitet kan være med til at udskyde en forværring af sygdommen. Man håber også på at kunne få frivillige engageret til at gå ture eller lave andre ting med brugerne af stedet.

Vores hus

Derudover skal de demente deltage i forskellige daglige gøremål og være med til at bygge stedet op. Der er blandt andet et værksted, hvor der kan bygges fuglehuse og andre ting. - Det er også derfor, vi ikke har et færdigt hønsehus og ikke har højbede klar endnu. Der ligger nogle aktiviteter i at forme huset, så de alle får en følelse af, at det er vores hus, siger Gitte Andersen. - Det er vigtigt at lægge op til medejerskab. Hvis vi for eksempel får høns, kan man sige, at man skal sørge for dem i stedet for at sige, at man skal sidde på et dagcenter. De skal inddrages i alle de aktiviteter, der er, supplerer nyansat pædagog på stedet, Jan Andersen, som er en del af en bemanding på seks ansatte ad gangen.

Ud over de to undulater er der lagt op til, at flere husdyr skal flytte ind i Holbohave.
- Man ved, at dyr virker stressnedsættende, forklarer Karin Kappel, der er kvalitetschef for Aleris - plejevirksomheden, der skal stå for driften af stedet, og som også driver Bakkebo i Gilleleje, hvor centeret kommer til at høre under.

Flere kommuner har allerede henvendt sig med interesse for det ny demenscenter, da der ikke findes så mange steder, hvor dagcenter er adskilt fra plejehjem, lyder det fra projektleder i Gribskov Kommune, Lykke Drissl.

Indtil videre er 17 borgere med demens visiteret til at komme på stedet, og der er plads til 20 ad gangen. Ikke alle har brug for at dagligt, så på den måde vil flere end 20 kunne visiteres til stedet.

Holbohave blev mandag d. 10. oktober indviet af sundheds- og ældreminister Sophie Løhde - Læs mere her. 

TV Nordsjælland har besøgt Holbohave og lavet et fint indslag om dagtilbuddet.

Se indslaget her og spol frem til 0.26:40. Indslaget slutter ved 0.32:37.

Foto 1: Hele centeret er indrettet med hyggekroge hvor brugerne kan slappe af

Holbohave stue

Foto 2: Personalet gav den gas med at pakke de sidste kasser ud

Holbohave

Til toppen af siden