Smerteklinik åbner i uge 33 på Aleris-Hamlet Søborg

Smerter

Med hovedpine, rygsmerter eller neurogene smerter kan det være svært at fastholde et job. Derfor har Aleris-Hamlets nye Smerteklinik i Søborg fokus på at give kroniske smertepatienter de optimale redskaber til at håndtere tilværelsen og få en bedre livskvalitet.

Fra uge 33 åbner Smerteklinikken på Aleris-Hamlets adresse i Søborg. Klinikken bliver varetaget af det erfarne personale fra Aleris-Hamlet i Ringsted, som gennem mange år har opbygget en unik kompetence indenfor tværfaglig smertebehandling

Overlæge i anæstesiolog, Torsten Jonsson, får det lægefaglige ansvar for Smerteklinikken i Søborg. Med sig fra Ringsted har han sygeplejerske, psykolog, socialrådgiver og fysioterapeut som alle står klar til at yde den bedst mulige behandling. Både de fysiske, psykiske, sociale samt kost- og træningsmæssige perspektiver tages i betragtning for at kunne give denne patientgruppe de bedste muligheder for en bedre livskvalitet.

Indtil nu har det kun været muligt at komme i smertebehandling på Aleris-Hamlet i Ringsted men gennem det nye tiltag vil patienter nu kunne tage til Aleris-Hamlet i Søborg og modtage den samme behandling af det samme dygtige personale.

Kortere vej til smertebehandling

Baggrunden for Smerteklinikken i Søborg er et ønske om at kunne tilbyde behandling til smertepatienter i Region Hovedstaden, så transporten til Ringsted ikke bliver en barriere for deres behandling.

"Smertepatienterne som vil benytte tilbuddet, er svært påvirkede af kroniske smerter, så for dem har det en stor betydning hvordan og hvor langt de skal for at komme i behandling", fortæller Hospitalsdirektør for Aleris-Hamlet Øst, Trine Mottlau.

"Aleris-Hamlet Ringsted (tidligere Valdemar) har mange års god erfaring med at tilbyde smertebehandling, hvilket kræver et team af læger, psykologer, socialrådgivere m.fl. og det er denne team-faglige ekspertise vi ønsker at tilbyde i Region Hovedstaden" fortsætter Trine Mottlau.

Den nye smerteklinik vil til start være åben en gang om ugen. Igangværende smertepatienter fra Region Hovedstaden vil blive informeret om, at de nu har mulighed for at blive færdigbehandlet i Søborg og dermed undgå rejsen frem og tilbage fra Ringsted.

Læs mere om mulighederne her 

Til toppen af siden