Besøg fra Masanga

Adm. direktør med daglig leder Kelfala Kamara

Aleris-Hamlet fik i sidste uge besøg af daglig leder af Masanga hospitalet i Sierra Leone Kelfala Kamara og speciallæge Peter Bo Jørgensen.

Daglig leder af Masanga Hospitalet Kelfala Kamara og speciallæge Peter Bo Jørgensen besøgte Aleris-Hamlet i Søborg til en snak med administrerende direktør for Aleris-Hamlet Hospitaler Nis Alstrup om Aleris fremtidige samarbejde med Masanga.

Hvilken forskel har Aleris bidraget til

Mødet med Kelfala Kamara, som var rejst hele vejen fra Sierra Leone, bød på en meget spændende beretning om hvad Aleris årlige støtte går til, samt hvilke planer Masanga har for hospitalets fremtid og ikke mindst hvordan Aleris kan bidrage i fremtiden.

"I dag er Masanga hospitalet, med dets centrale placering i Tonkolili distriktet, velkendt i Sierra Leone og mange patienter kommer til Masanga for at blive behandlet for tilstande eller sygdomme, som man på de mindre og lokale hospitaler har haft svært ved at diagnosticere." fortæller Kelfala med stolthed i stemmen. Han fortsætter:

"Jeg har personligt set patienter, som var så dårlige da de ankom, at man ikke troede de ville overleve, forlade Masanga hospitalet friske og raske. Og når de kommer hjem fortæller de om Masanga Hospitalet til alle, der vil lytte".

Fremtiden

Fremtiden for Masanga Hospitalet er lys. Ikke mindst på grund af Masanga Hospitalets store fokus på uddannelse og videreuddannelse af sygeplejersker, sygehjælpere og læger (3-årig uddannelse). Uddannelsesprogrammerne kører i samarbejde med organisationen CapaCare og sker med fokus på at sikre viden om basal livreddende kirurgi og pleje.

Speciallæge Peter Bo Jørgensen, der i 2006 var med til at genopbygge hospitalet efter mange års blodig borgerkrig og siden har lagt mange kræfter i projektet, fortalte stolt ved mødet om den første optagelse af elever til et fysioterapi-program, hvor man begynder undervisning i januar 2018 og med adgangsprøve i september i år. Derudover ser Peter frem til at kunne igangsætte et projekt, der skal uddanne fremtidens ledere til Masanga.

Støt Masanga

Det er muligt at støtte Masanga hospitalet og undervisningen af elever på mange måder. Læs mere her: https://www.masanga.dk/stoet-os/stoet-fast/

Til toppen af siden