Kronprinsesse Mary lærte om demens

Mary lærte om demens

Den danske kronprinsesse besøgte tirsdag et af Aleris svenske plejehjem i anledning af et dansk-svensk erhvervsfremstød i Stockholm.

Kronprinsparret er i disse dage i gang med et erhvervsfremstød i Sverige, hvor mere end 60 danske virksomheder, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) også deltager.

Tirsdag formiddag besøgte kronprinsesse Mary og svenske prins Daniel plejehjemmet Aleris Båthöjden Plaza uden for Stockholm som en del af programmet.

Her fik de royale en hjertevarm velkomst af plejehjemmets beboere, og samtidig blev de introduceret i plejehjemmets arbejde med demens og i hvilke digitale løsninger, der er med til at øge beboernes livskvalitet.

Inden kronprinsesse Mary og prins Daniel takkede for besøget og tog videre, fik de afprøvet en af plejehjemmets populære ladcykler, som giver beboerne adspredelse i hverdagen.

Erhvervsfremstødet slutter tirsdag aften med en middag i Stockholms stadshus.

Til toppen af siden