Aleris Omsorg åbner socialt botilbud i Slagelse

Fuglene kvidrer og pæonerne står i fuldt flor på Aleris Omsorgs nye botilbud på Stenagervej. Håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på en gennemgribende renovering af hovedhuset og snart er tilbuddet klar til indflytning.

Hovedhuset er på over 300 m2 og rummer 6 selvstændige lejligheder og indbydende fællesarealer med plads til både fællesspisning og indendørsaktiviteter. Udover hovedhuset rummer grunden 700 m2 staldbygninger med plads til kreative værksteder og dyrehold.

Gården omkranses af parklignende haver, søer og græsarealer og giver mulighed for fysisk udfoldelse og udeliv for stedets beboere.

Målgruppen for botilbuddet under §107 er borgere over 18 år med psykiatriske problemstillinger og udviklingsforstyrrelser, herunder Autisme-Spektrum forstyrrelser, ADHD, ADD, OCD og Tourette.

Tilbuddet er klar til, at tilbyde kommende beboere trygge og individuelt strukturerede rammer, som netop denne målgruppe har brug for, for at kunne overskue hverdagen.

Medarbejderne i tilbuddet har et dybdegående kendskab og mange års erfaring med at ar¬bejde med borgere, som har et stort behov for socialpædagogisk støtte. Medarbejderne skaber rum for hver enkelt beboers individuelle trivsel og giver samtidig støtte til, at beboeren kan indgå aktivt i fælles¬skabet i huset.

Alle danske kommuner kan benytte sig af botilbuddet på Stenagervej og allerede nu har de første 3 beboere meldt deres ankomst.

Socialtilsyn Hovedstaden har netop godkendt botilbuddet og nu ser afdelingsleder Kim Mortensen og stedets medarbejdere frem til, at byde de første beboere velkommen til Aleris Netværk, Stenagervej.

Se mere på www.aleris.dk eller kontakt afdelingsleder Kim Mortensen på 41 45 34 24, hvis du ønsker at vide mere om Aleris Netværk, Stenagervej.

Til toppen af siden