Lene kåret som Årets Førstehjælper 2019

Årets Førstehjælper 2019

Lene holdt hovedet koldt og gav livreddende førstehjælp, da hendes mand faldt om med hjertestop en fredag aften i hjemmet. Det reddede hans liv, og derfor blev Lene i dag hyldet som Årets Førstehjælper 2019.

Alle danskere bør kunne livreddende førstehjælp. Derfor uddeler Røde Kors og Aleris-Hamlet hvert år en pris til en af hverdagens helte, der har reddet et liv.

Holdt hovedet koldt, da det gjaldt

Ingen i salen kunne se sig fri fra at være berørte, da de tre nominerede til prisen blev præsenteret. Første nominerede var Martin, der reddede sin kæreste, da hun uden varsel faldt om med et hjertestop på rulletrappen i Fields. Anden nominerede var Julie, som uden tøven går i gang med førstehjælp, da hendes far falder om med hjertestop ved en familiefødselsdag.

Men i år gik prisen som Årets Førstehjælper til Lene Nørgaard, som holdt hovedet koldt, da hendes mand en fredag aften i familiens skød får hjertestop. I ca. 15 min. ydede Lene hjerte-lungeredning, mens hendes børn på hhv. 10 og 15 år sad inde i stuen.

"Selv om jeg er mor, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvor min prioritet lå lige i denne situation. Det var som en indre film, der gik i gang, og jeg vidste instinktivt, hvad jeg skulle gøre, selv om det er nogle år siden, at jeg har taget førstehjælpskursus. Jeg føler mest af alt en stor taknemmelighed over, at Henrik stadig er hos os", siger Lene Nørgaard.

"At yde livreddende førstehjælp til sine nærmeste, er en voldsom oplevelse, som bør minde os alle om, at vi ikke skal tage livet for givet, og at vi alle bør være klar til at kunne yde livreddende førstehjælp, når det gælder", sagde Michael Gram Kirkegaard, viceadm. direktør fra Aleris-Hamlet. Han overrakte en check på 10.000 kr. sponsoreret af Aleris-Hamlet til den værdige vinder.

Gense Lenes beretning her:

Husk at du allerede nu kan indstille en helt til næste år pris: Klik her

Til toppen af siden