Frihed i demensplejen

Frihed i demensplejen

Hvad er beskyttelse? Og hvad er begrænsninger? Det er to store spørgsmål, som Linda Martinson, regional leder hos Aleris Omsorg, diskuterer sammen med sine kolleger i regionen. Ved hjælp af midler fra forsknings- og udviklingsfonden undersøger de, hvordan vores medarbejdere kan støtte demenssyge i at leve efter egne ønsker.

At flytte ind i en ældrebolig er en stor livsstilsændring. Man kan ikke længere automatisk selv bestemme, præcis hvornår man vil spise frokost, gå i bad, gå en tur eller gå i seng om aftenen. Og det opleves ikke altid som noget positivt at få hjælp til de daglige rutiner, selvom personalet gør deres bedste for at gøre livet behageligt for den ældre.

– Vi ved, at begrænsninger i forbindelse med pleje af demente i Sverige sker på mange måder, og dette har været genstand for forskning og en række udredninger gennem årene, siger Linda Martinson, regional leder i Aleris Omsorg, da hun fortæller om regionens forskningsprojekt.

Efter at den svenske socialstyrelse i 2010 ophævede reglerne om beskyttende og begrænsende foranstaltninger i demensplejen, lancerede stiftelsen Svenskt Demenscentrum på opdrag af det svenske socialministerium i 2015 en uddannelsespakke kaldet "nulvisionen" med det formål at bidrage til at begrænse brugen af tvangsmæssige og begrænsende foranstaltninger i den svenske demenspleje.  Det indebærer, at svenske omsorgspersoner gennem "god omsorg skal mindske brugen af tvangsmæssige og begrænsende foranstaltninger, som er rettet mod enkeltpersoner". 

I dag er der ingen støtte i loven til at bruge tvang og begrænsninger i demensplejen, selvom formålet er at beskytte den enkelte. Tvangsmæssige og/eller begrænsende foranstaltninger kan eksempelvis være at bruge en sengehest, at anvende bælte i en kørestol og at låse dørene på eller mellem afdelinger. Derudover kan den enkelte ældre opleve, at personalets arbejdsmetoder og -rutiner, eksempelvis i forbindelse med sengegang, vagtskifterapporter eller måltidssituationer, virker begrænsende. Spørgsmålet er, hvordan vi kan arbejde på en menneskecentreret måde, tilpasse vores arbejdsmetoder til beboernes behov og samtidig beskytte ældre demenssyge på vores botilbud mod skader uden at begrænse dem i hverdagen? Af og til kan grænsen mellem tvang og beskyttelse være hårfin.

Linda Martinson– Forskellen består egentlig i, om beboeren har givet sit samtykke, eksempelvis til at have en sengehest, fortsætter Linda. Så anses sengehesten for at være en beskyttende foranstaltning, som gør, at beboeren ikke falder ud af sengen, snarere end tvang eller en begrænsning, som personalet benytter sig af for at skabe tryghed og beskytte personen mod ulykker. Men det kan være svært at indhente udtrykkeligt samtykke ved kognitiv svigt og demenssygdom. Omsorgspersonalet kan derfor havne i etiske dilemmaer, når det drejer sig om at træffe beslutning om fysiske begrænsninger, da det både på området og i loven er uklart, hvornår beskyttelse bliver til tvang. Derudover forstår en demenssyg ikke nødvendigvis omfanget af en frihedsbegrænsende foranstaltning, selvom vedkommende giver indirekte samtykke dertil.

– En af udfordringerne er, at personalets viden på området varierer meget, hvilket har indvirkning på omsorgen. Et andet problem kan være, at store personalegrupper, som desuden arbejder i skiftehold, har en enkelt leder, for hvem det er en stor udfordring at samle al personale for at diskutere disse spørgsmål og instruere dem i, hvordan arbejdet skal udføres.

I undersøgelsen indgår tre af Aleris' ældrecentre i Sverige – Slottsovalen, Aleris Sarvträsk og Aleris Odinslunds äldreboende – og den foretages sammen med forskere fra Institut for sundhedsvidenskab ved faghøjskolen Ersta Sköndal Bräcke. Undersøgelsen, som forhåbentlig kommer til at løbe i fire år, har flere delmål:

  • at beskrive personalets opfattelse af beskyttende og begrænsende foranstaltninger ved behandling af personer med en demenssygdom
  • at beskrive, hvordan beskyttende og begrænsende foranstaltninger fremgår af dokumentationen i forbindelse med behandling af personer med en demenssygdom
  • at beskrive, hvordan beskyttende og begrænsende foranstaltninger kommer til udtryk i den praktiske pleje af personer med en demenssygdom
  • at udvikle en model til implementering af arbejdsmetoder i forbindelse med beskyttende foranstaltninger, som udelukker tvang og begrænsninger.

– I Aleris arbejder vi aktivt med at bidrage til ny viden og med at implementere nye metoder på demensområdet. Eftersom nulvisionen er et forholdsvis nyt fænomen, er dette endnu et ret uudforsket område, fortsætter Linda. Vores eget personale og deres oplevelser er vigtige i denne undersøgelse, og fokus skal være på deres medvirken og deltagelse. Denne type undersøgelse kaldes aktionsforskning og bidrager til at kortlægge videnniveauet hos personalegrupperne og få ny viden gennem aktiv medvirken af dem, der deltager i undersøgelsen. Vi håber, at undersøgelsen vil resultere i en videnmodel, som gør informationsoverførsel nemmere, også inden for andre områder.

– Jeg brænder meget for at udvikle ældreplejens arbejde og øge anseelsen af social- og sundhedsassistenternes daglige arbejde. SOSU-assistentens hverdag er meget kompleks. Som arbejdsgiver skal vi bidrage med tydelige værktøjer og viden, så medarbejderne kan håndtere de daglige, uforudsigelige udfordringer. Viden er nøglen til god kvalitet inden for omsorg, og det kan gøre Aleris endnu mere konkurrencedygtig, afslutter Linda.

Til toppen af siden