Innovativ operationsmetode, som mindsker risikoen for spredning af cancer

Med en ny teknik, som er udviklet af gynækologer ved Aleris-Hamlet Hospitaler i København, minimeres risikoen for spredning af tumorceller, når et myom i livmoderen bortopereres.

- Forenklet kan man sige, at vi fylder kvindens bug med en plastpose, som opsamler alt det materiale, der produceres under operationen. Det betyder, at vi kan anvende de mest sikre og skånsomme operationsmetoder, der findes, uden risiko for at sprede eventuelle ondartede tumorceller, siger Henrik Halvor Springborg, som er overlæge og speciallæge i gynækologi.

Myomer, som er muskelknuder i livmoderen, er meget almindelige og oftest ufarlige. Se faktaboksen. Knuderne kan medføre problemer som eksempelvis behov for hyppig vandladning, kraftige blødninger, tryk mod organer i maven eller smerter. Ved alvorlige problemer er en operation påkrævet. Enten bortopereres myomet, eller også fjernes hele eller dele af livmoderen.

For at gøre operationen så skånsom som muligt og give minimale ar opererer gynækologerne ved Aleris-Hamlet gennem et enkelt kikkerthul i navlen. Det betyder, at relativt store myomer skal findeles inde i bughulen, inden de tages ud. Dette anses ikke for at være et problem, så længe myomet er godartet. Hvis man derimod deler ondartede tumorer, er der risiko for, at disse celler spredes og forårsager cancer.

En bøjet tang løste et af problemerne

Da det viste sig, at man i den regionale behandling i Danmark i nogle tilfælde havde findelt ondartede tumorer i kvinders maver, opstod der en livlig debat. Det medførte, at tre af landets største hospitalsregioner besluttede at stoppe deling i maven. I praksis betød dette, at mange kvinder blev tilbudt traditionelle operationer i stedet for de skånsomme og sikrere kikkertoperationer. - Det var en stor forværring for kvinderne, som så desuden fik deres rekonvalescens forlænget fra cirka en uge til cirka fire-fem uger. Det er ikke rimeligt hverken for kvinderne eller ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, siger Henrik Halvor Springborg.

Ligesom andre læger havde han og kollegerne på Aleris-Hamlet allerede tidligere arbejdet med plastposer til opsamling af restmaterialet. Men operationsteamet på Aleris-Hamlet var ikke tilfreds. Poserne var for små, hvilket betød, at der ikke var plads til livmoderen, og desuden havnede posens hylster for tæt på selve operationen, hvor det risikerede at blive beskadiget og gå i stykker. Løsningen blev en større pose, og problemet med at få materialet ind i den blev løst med en speciel bøjet tang, som gør åbningen rund og tilstrækkeligt stor.

- Vores poser har en åbning på 15 centimeter, så der er plads til livmoderen. En stor pose, som vi puster op i maven, er desuden en fordel, fordi den holder tarme og andre organer, som ikke må rammes under operationen, nede.

- Selvom det er et pillearbejde og kræver det rette håndelag at få posen på plads, har vi faktisk kunnet afkorte operationstiden. Tidligere brugte vi en del tid på at skylle og suge for at få alle rester ud af maven. Nu ved vi, at det hele kommer ud i posen, og at risikoen for smitte er minimal.

Spreder sin viden til det offentlige sundhedsvæsen

Indtil videre har man udført 45 operationer med den nye teknik på Aleris-Hamlet Hospitaler. Metoden er beskrevet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Gynecological Surgery. Interessen fra andre gynækologer er meget stor, og Henrik Halvor Springborg og hans kolleger har opereret på blandt andet det offentlige hospital i Hillerød for at videregive deres viden om operationen.

- Det er det, der er så fantastisk ved at arbejde med behandling. Når man udvikler en ny metode, gør man alt for at udbrede den, så flere kan hjælpes på en bedre måde. Tænk bare på forskellen i forhold til bilindustrien, hvor man gør alt for at holde sine innovationer for sig selv, siger Henrik Halvor Springborg.

Arbejdet med at udvikle operationsmetoden har ikke fået nogen specifik støtte fra Aleris. Henrik Halvor Springborg ser dog sin arbejdsgiver og det miljø, han arbejder i, som afgørende for, at det er kommet i stand.

- Vi deltager nogle gange i internationale kongresser og holder os også på andre måder ajour med, hvad kolleger rundt om i verden laver inden for dette felt. Det er ved at udveksle erfaringer, at man får inspiration og idéer. Når vi tager på kongres eller arbejder med forskningsrapporter, er det jo Aleris, der betaler vores løn, så på den måde har virksomheden bidraget rigtig meget, siger Henrik Halvor Springborg.

Myom, muskelknuder i livmoderen, rammer hele 30-50 procent af alle kvinder. Størrelsen varierer fra nogle få centimeter og op til 10 centimeter i diameter. I næsten alle tilfælde er et myom en godartet tumor og består af glatte muskelceller og bindevævsceller. Omkring 1-2 promille af tilfældene viser sig dog at være cancer. Derfor skaber et myom ængstelse blandt mange kvinder og deres pårørende.

Fakta:

Spørgsmål  Hvordan sikrer man, at tumorceller ikke spredes i kvindens mave?

Ansvarlig Henrik Halvor Springborg, overlæge og speciallæge i gynækologi, Aleris Hamlet Hospitaler i København.

Sponsor/projektform Udviklingsarbejde foretaget på Aleris-Hamlet og ved Odense Universitetshospital.

Til toppen af siden