Rygspecialist: Acceptér rygsmerter som et livsvilkår og oplev mindre ubehag

Rygspecialist: Acceptér rygsmerter som et livsvilkår og oplev mindre ubehag

Et forskningsstudie viser, at to foredrag om ryggen nedsætter ubehaget fra rygsmerter markant. Resultatet får opbakning fra rygkirurg, der mener, at rygsmerter ofte skyldes unødvendige bekymringer.

Viden kan flytte bjerge. Det må siges at være konklusionen på et nyt forskningsstudie i rygsmerter. To korte foredrag om ryggen med fokus på hvorfor rygsmerter opstår, og hvad man selv kan gøre for at mindske eller forebygge smerterne, har gjort underværker for en gruppe kommunalt ansattes oplevelse af deres rygproblemer.

I løbet af 12 måneder samlede forskningsholdet fra Rigshospitalet information fra næsten 500 fysisk aktive arbejdende, hvoraf halvdelen fungerede som kontrolgruppe, der ingen foredrag fik. Resultaterne viser, at personer, der fulgte de to foredrag, havde 50 procent større sandsynlighed for at opleve rygsmerter mindre generende, 53 procent større sandsynlighed for at bruge færre smertestillende og 80 procent større sandsynlighed for at opleve mindre nedtrykthed og depression.

Ifølge Karsten Thomsen, overlæge i rygkirurgi ved Aleris-Hamlet Hospitaler, bekræfter dette, at rygsmerter i mange tilfælde er en livsbetingelse, som man må leve med.

– Rygsmerter er et livsvilkår for mennesket og har været det, siden vi begyndte at gå på to ben. I de tilfælde hvor, vi kan acceptere dette, bliver vi bedre til at håndtere smerterne. En stor del af ubehaget skyldes nemlig bekymringer om ryggens tilstand, og det kan blive en ond spiral, hvor man skåner ryggen for meget og derved forstærker problemet, siger Karsten Thomsen.

Vær opmærksom på udstråling
Rygkirurgen så gerne mere information om forskellen mellem de banale og de alvorlige rygsmerter. For selvom størstedelen af rygsmertetilfælde hører til i den harmløse kategori, er det vigtigt at være opmærksom på og have respekt for de kritiske ryglidelser, som ikke kan forbedres med foredrag, men derimod kræver specifik behandling og eventuelt operation.

– Det vigtigste at være opmærksom på er, om smerterne stråler ud i arme og ben og måske giver føleforstyrrelser eller mere alvorligt nedsat muskelstyrke. Det er tegn på en nervepåvirkning, som ofte kræver en udredning. Det er også en god ide at kontakte sin læge, hvis smerterne er betydelige og vedblivende, selvom alt er forsøgt, fortæller Karsten Thomsen og uddyber, at det på Aleris-Hamlet kun er hver fjerde patient, som henvises til behandling for lidelse i nakken og lænden, der ender med at blive opereret.

Et godt redskab
Er der tvivl om, hvorvidt det er hverdagssmerter eller en alvorlig tilstand, bør en specialist kontaktes. Som oftest kan en MR-skanning be- eller afkræfte patientens bange anelser. Og uanset resultatet af sådan en skanning er selve oplysningen et stort skridt mod bedring.

– MR-skanning er et godt redskab, der giver både lægen og patienten god indsigt i ryggens tilstand. De fleste får at vide, at der ikke er noget alvorligt galt, og det giver tryghed på samme måde som foredragene i forskningsstudiet. Samtidig fanger vi også dem, der rent faktisk har gavn af en operation, forklarer Karsten Thomsen.

80 procent af patienter, der opereres, får lindret eller fjernet smerterne, mens resten oplever lille eller ingen effekt.

Rygspecialistens fem råd

Selvom der ingen mirakelkur findes mod rygsmerter, har Karsten Thomsen fra Aleris-Hamlet dog et par forholdsregler, som kan reducere risikoen for smerter i ryggen.

Undgå overvægt

  •  Overvægt er en hyppig årsag til rygsmerter. Omkring 60 procent af kropsvægten går gennem diskusserne, så jo mere man vejer, des mere stiger presset på ryggen.

Undgå rygning

  • Rygning har en skadelig effekt, da rygsøjlens bruskvæv er meget sårbart over for den forringede blodgennemstrømning, som rygning giver.

Undgå overbelastning

  • Brug altid korrekte løfteteknikker og undgå overbelastninger i form af tunge løft eller monotome belastninger gennem længere tid.

Vær aktiv

  • Det er vigtigt at holde ryggen i gang og træne både smidighed og styrke. Det gælder også efter rygsmerterne er overstået. Man skal ikke lade sig slå ud af ondt i ryggen, men fortsætte med at være aktiv.

Aflast ved ondt i ryggen

  • Som sagt er rygsmerter et livsvilkår, vi skal lære at leve med. I langt de fleste tilfælde er det en banal lidelse, hvor den bedste behandling er at tage nogle smertespillende piller og aflaste ryggen, men hold ikke op med at bruge den.

Karsten Thomsen

Til toppen af siden