Stadig flere vil have større bryster

Stadig flere vil have større bryster

Danskernes efterspørgsel efter brystforstørrende operationer bare stiger og stiger. På ti år er antallet af operationer mere end 11-doblet, og med nye teknikker appellerer indgrebet til en bredere skare af kvinder.

I sladderbladenes glitrende virkelighed poserer kendisser med dem. På tv optræder en såkaldt realitydronning på sjette sæson med Skandinaviens største af slagsen. Og i bybilledet sidder de stadigt oftere på helt almindelige danskere. Brystforstørrende operationer er mere populære end nogensinde før, viser nye tal fra Statens Serum Institut. I 2014 vågnede 2136 kvinder – og en enkelt mand – op fra narkose med større bryster. Langt de fleste med silikone, nogle med saltvand og andre sågar med eget fedt fra baller og lår. Sammenlignet med de 190 kvinder i 2004 er der tale om mere end en 11-dobling. I forhold til året før er stigningen på omkring 15 procent, og Danmarks største udbyder af brystforstørrende operationer genkender i høj grad tendensen.

– Vi bliver kontaktet af rigtig mange kvinder, der vil have forstørret brysterne. Interessen er konstant stigende, og af alle de kosmetiske operationer, vi foretager, er det de brystforstørrende operationer, der bliver efterspurgt mest. Ønsket om at få forstørret brysterne er blevet meget mere acceptabelt i den brede befolkning, forklarer Bo Jønsson, specialeansvarlig overlæge i plastikkirurgi på privathospitalet Aleris-Hamlet. 

Bo Jønsson foretog sin første brystforstørrende operation i 1995 og har sidenhen givet mere end 6000 implantater nye ejere. Han oplyser, at kvindernes ønsker til brysternes størrelse igennem mange år har været nogenlunde konstante. Inden for implantater findes over 700 valgmuligheder med varierende form, hårdhed og størrelser fra 100 til 800 milliliter, men gennemsnitsindholdet har ifølge Aleris-Hamlets opgørelser med små udsving ligget på 325 milliliter igennem årene.

To fluer med et smæk

Den nyeste teknik til at forstørre kvinders bryster er at bruge patienternes eget fedt. Fedtet fjernes fra baller og lår, hvorefter det bliver sprøjtet ind i brysterne for at give mere fylde. Modsat implantater holder det hele livet. Metoden henvender sig ikke mindst til kvinder, der ønsker en mere naturligt udseende barm.

– Brystforstørrelse med eget fedt er blevet ganske populært. Især blandt modne kvinder, der gerne vil slå to fluer med et smæk ved både at fjerne uønsket fedt og forstørre barmen. Med denne metode har vi faktisk åbnet op for et helt nyt segment af kvinder i aldersgruppen 60 plus, hvor vi oplever markant vækst, beretter Bo Jønsson.

Selvom der er stigende interesse fra det modne publikum, er det unge kvinder, som oftest ønsker sig større bryster. 

– De yngre kvinder er stadig mest interesserede i brystforstørrelser. Som udgangspunkt har vi altid forsøgt at gøre brystets udseende så naturligt som muligt. Nu møder vi dog flere unge, der direkte ønsker bryster med et kunstigt look, hvor kanten af implantatet tydeligt kan ses, fortæller Bo Jønsson, der forventer, at der også i de kommende år vil blive gradvist mere travlt på landets plastikkirurgiske klinikker.

For yderligere information kontakt venligst:

Pressekoordinator Birgitte Hoffmann
Tlf. +45 2968 7665
Mail: birgitte.hoffmann@aleris-hamlet.dk

Til toppen af siden