Er jeg tabu?

Forfatter: Psykolog Dorte Kongerslev

Som så mange danskere, elsker jeg at lytte til Mads & Monopolet. Jeg nyder A-holdets ofte finurlige og kreative løsninger på danskernes forskellige dilemmaer. For et par uger siden spidsede jeg imidlertid øre, da panelet diskuterede et dilemma fra en yngre kvinde.

Hun havde været på date og så et fremtidigt stort kærestepotentiale i den person, hun havde mødt. Hendes spørgsmål var, om og evt. hvornår, hun skulle fortælle sin date, at hun gik til psykolog. Umiddelbart var det min tanke, at det kunne hun gøre, når hun følte det relevant.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det, der kan bringes på bane hos os psykologer, kan være sårbart og privat. Alligevel blev jeg noget forundret, da panelet var ude i spekulationer om, hvorvidt hun ville blive stigmatiseret, og om det ville kunne give anledning til stor usikkerhed og mange dybdegående spørgsmål fra datens side.

Jeg ser det som en styrke

Måske er jeg blevet lidt blind i forhold til min egen profession? I min optik er det at modtage psykologhjælp at tage ansvar for sit liv og de udfordringer og lidelser, man som menneske kan blive konfronteret med. Jeg ser ikke mine klienter som svage eller fejlbehæftede, tværtimod.

I samtaler leder vi efter perspektiv, nye muligheder, egen omsorg og beskæftiger os i høj grad med at finde måder at regulere tanker, følelser, handlinger og fysiologi på, så det tunge lettere kan bæres, vilkår accepteres, og livet bliver baseret på det, der er værdifuldt for den enkelte.

Det er et arbejde, som både jeg og mine klienter er stolte af. Jeg ser samarbejdet med en psykolog som forebyggende, styrkende og helende.

Du er ikke alene

Det at være menneske rummer både lethed og tyngde. Vi ved, at vores muligheder for at bære denne modsætning øges betragteligt, når vi har vores værdier som kompas i livet, og derfor er i kontakt med det, der betyder noget for os. Det er også afgørende at vi forstår, at det, der føles mest privat og hemmeligt, ofte er det, vi er fælles om, hvad end det er følelsen af ikke at være god nok, skammen over at opleve vrede, afmagt og irritation eller oplevelsen af, at krop og psyke reagerer på pres.

Vi ved, at forandring er mulig, og at ingen er defineret af en diagnose, en hændelse eller et traume, fordi vi altid er uendeligt meget større end det.

Mit håb er derfor, at det at være et menneske, der tager ansvar for sit liv, og måden det leves på, ikke behæftes med tabu, skam og stigmatisering, men derimod med stolthed og håb.