Logo

Værd at vide om børnevaccinationer

Børnevaccinationsprogrammet hos Aleris består af en række vacciner, der beskytter dit barn mod alvorlige sygdomme, som sundhedsmyndighederne arbejder på at forebygge og begrænse udbredelsen af. Vi har samlet en række overordnede svar på ofte stillede spørgsmål, som du kan læse her.

Hvorfor skal mit barn vaccineres?

Der er mange gode grunde til, at få sit barn vaccineret mod en række smitsomme sygdomme. Ved at følge det danske børnevaccinationsprogram beskyttes dit barn så tidligt som muligt mod infektionssygdomme, der for små børn kan udvikle sig alvorligt, da barnet endnu ikke har opbygget et tilstrækkeligt stærkt immunforsvar. Ingen vaccinationer beskytter dog 100 %, så selv hos vaccinerede børn er der en lille risiko for at blive smittet med en børnesygdom. Hvis dette skulle ske, vil barnet som regel få et meget mildere sygdomsforløb, end hvis det ikke var vaccineret.

Da langt de fleste forældre i Danmark vælger at få deres børn vaccineret mod rækken af børnesygdomme, har vi en stærk flokimmunitet med få smittetilfælde og deraf også kun meget få alvorlige sygdomsforløb.

Hvordan virker en vaccine?

Når en vaccination indgives, tror kroppen at den er blevet smittet med en virus eller en bakterie. Da kroppen ikke kan kende forskel på en vaccination og reel sygdomsmitte, går den i gang med at danne antistoffer for at beskytte sig mod ´sygdommen´. Når antistofferne er dannet, er man blevet immun over for den pågældende virus eller bakterie, og kroppen husker nu informationen om sygdommen til senere, hvis man i fremtiden udsættes for smitte.

Hvor vigtigt er det, at vaccinationsintervallerne overholdes?

For at opnå den optimale sygdomsimmunitet er det vigtigt, at vaccinationsintervallerne generelt overholdes. Hvis dit barn er sygt den dag, I skal til vaccination, er det dog helt ufarligt at udskyde til barnet igen er friskt. Hvis dit barn har nedsat immunforsvar på grund af sygdom eller medicin, anbefaler vi, at du får en vurdering fra børnelægen inden en evt. vaccination.

Hvis I står foran en udlandsrejse, er det en god idé at orientere sig om sygdomme i destinationslandet og evt. fremskynde en vaccination inden afrejsen. Dit barn kan også have behov for andre vaccinationer afhængigt af destinationen. 

Hvis dit barn ikke har nået at blive vaccineret i den anbefalede alder, kan vores børnelæge lægge en plan for at indhente de manglende vacciner.

Hvorfor vaccinere mod sygdomme, der ikke længere findes i Danmark?

Selvom visse sygdomme ikke længere findes i Danmark, bør dit barn stadigvæk få de vaccinationer, som de danske sundhedsmyndigheder anbefaler. Dette skyldes, at vi via fx rejser er forbundne til andre dele af verden, hvor smitten stadig findes. I kraft af den høje flokimmunitet i Danmark, er alle vaccinerede også med til at beskytte de børn, der enten er for små eller for syge til at blive vaccinerede, da sygdomme dermed får svært ved at få fodfæste i samfundet.

Hvad hvis mit barn har påbegyndt sit vaccinationsprogram uden for Danmark?

Hvis I er flyttet til Danmark fra udlandet, og barnet allerede har påbegyndt sine vaccinationer i et andet land, kan vores børnelæger hjælpe med, at barnet får suppleret med de rigtige vaccinationer.

Hvordan forgår en vaccination?

Vaccinationer foretages i rolige og trygge omgivelser. Førskolebørn får deres prik på ydersiden af låret og skolebørn på overarmen. Nogle gange skal barnet have to prik og andre gange kun ét. 

Kan vaccinationer give bivirkninger?

De præparater, der anvendes til vaccination i dag er gennemtestede over en lang årrække og anvendes over hele verden. Der foreligger derfor solid dokumentation for præparaternes sikkerhed og effekt.

Når det er sagt, så kan alle præparater, også vacciner, give bivirkninger. Langt de fleste børn oplever dog ingen eller kun milde bivirkninger såsom hævelse, ømhed og et blåt mærke på indstiksstedet, som forsvinder efter et par dage. Nogle børn oplever et par dage efter vaccinationen utilpashed, træthed, feber og mindre appetit. Specifikt i forbindelse med MFR-vaccinationen kan nogle børn 1 til 2 uger efter vaccinationen opleve feber og hududslæt. Læs mere her.

I skal, som ved enhver anden vaccination vente 15 minutter i venteværelset efter prikket for at sikre, at der ikke opstår en allergisk reaktion, hvilket kun sker meget sjældent.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis mit barn har allergi eller tidligere har reageret på vaccine?

Det er vigtigt at oplyse om allergier og tidligere vaccinereaktioner, når vaccinationen bookes, da børn med alvorlig allergi / reaktion på vaccine skal vaccineres på et børneallergicenter. Læs mere her.