Find et vaccinationscenter tæt på dig
Mød os i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, København eller Ringsted.
Meningokoksygdom, som kan føre til meningitis, smitter ved tæt kontakt med en smittebærer. Bakterien spredes gennem dråber fra hoste og nys eller ved direkte kontakt, såsom kys. Mange smittes af raske bærere af bakterien, som selv ikke bliver syge, men kan overføre smitten til andre. Det gør, at sygdommen kan sprede sig hurtigt i miljøer, hvor folk er tæt sammen. Meningokoksygdom forekommer overalt i verden og hos personer i alle aldre, men smitte ses hyppigst blandt børn, teenagere og yngre voksne.
Ja, meningitis med meningokokker kan behandles med antibiotika, men det er afgørende, at behandlingen startes hurtigt, da sygdommen kan udvikle sig alvorligt inden for få timer. Hurtig lægehjælp kan være livsreddende, så ved mistanke om meningitis eller blodforgiftning bør man straks søge lægehjælp. Sygdommen kan forebygges ved vaccination.
Meningitis og blodforgiftning forårsaget af meningokokker er alvorlige og livstruende tilstande, som kan udvikle sig hurtigt, ofte inden for få timer. Derfor er hurtig lægehjælp afgørende. Typiske symptomer på meningitis omfatter kraftig hovedpine, høj feber, kvalme, opkastning og nakkestivhed. I alvorlige tilfælde kan der opstå forvirring eller sløret bevidsthed.
Hvis infektionen fører til blodforgiftning, kan der også ses små blødninger i huden (petekkier), kulderystelser, hurtig puls og generel svaghed. Da sygdommen kan udvikle sig så hurtigt, er det vigtigt straks at søge læge ved mistanke om meningitis eller blodforgiftning.
Meningitis og blodforgiftning med meningokokker kan ramme alle, men den ses hyppigt hos børn, teenagere og yngre voksne.
Vaccination anbefales bl.a. ved rejser til risikoområder i Afrika, fx meningitisbæltet Senegal til Etiopien i Afrika. Det samme gælder, hvis du skal opfylde krav om vaccination i forbindelse med studieophold i USA eller ved pilgrimsrejser til Mekka.
Vaccination mod meningokoksygdom kan også være relevant, hvis du bor eller opholder dig i miljøer med tæt kontakt, som kostskoler, ungdomsboliger eller militærlejre, hvor risikoen for smitte er øget.
Læs mere om gældende rejseanbefalinger til din destination på Statens Serum Instituts hjemmeside eller kontakt Aleris Vaccinationscenter for personlig rådgivning.
Efter meningokokvaccination mod meningitis kan der opstå rødme, ømhed og hævelse ved indstiksstedet. Der kan også forekomme milde symptomer som hovedpine, feber og utilpashed, men disse forsvinder som regel efter et par dage. Hvis du oplever høj feber (over 39°), bør du kontakte en læge.