Genetisk rådgivning ved hudkræft og modermærkekræft

Her kan du læse, hvornår det anbefales at søge genetisk rådgivning for hudkræft og modermærkekræft.

Den hyppigste årsag til hudkræft og modermærkekræft er solens stråler. Særligt sårbare er personer med lys, sart hud, som let forbrændes. Antallet af hudkræft er stigende i Danmark, og denne stigning skyldes primært vores solvaner.

Hudkræft kan dog også være arvelig, og de former for hudkræft, som knytter sig til arvelige forhold er modermærkekræft (også kaldet malignt melanom) og basocellulære carcinomer (omtales ofte som godartet hudkræft).

Man kan man få mistanke om en arvelig disposition, hvis:

  • En person udvikler 2 eller flere tilfælde af modermærkekræft, eller
  • 3 eller flere personer har modermærkekræft, uanset deres alder ved sygdom, eller
  • 2 eller flere personer udvikler modermærkekræft og én eller flere personer har kræft i bugspytkirtlen (pancreascancer), uanset deres alder ved sygdom, eller
  • En personer med talrige tilfælde af basocellulære carcinomer før 50-års alderen

Kan du eller din familie opfylde blot ét af de ovennævnte kriterier, anbefaler vi dig at søge genetisk rådgivning. Det kan foregå på vores hospitaler i Søborg og Aarhus, eller din egen læge kan henvise dig til genetisk udredning på et offentligt hospital.

Til toppen af siden