Skal mine børn gentestes?

Hvis dine børn er i risiko for at have arvet genforandringen, kan de gentestes, hvis de ønsker dette.

Hvis der er påvist en genforandring hos dig, har dine børn risiko for at have arvet samme genforandring. De kan de gentestes, hvis de ønsker dette.

Er sygdomsrisikoen først forøget i voksenalderen, vil man for at respektere barnets rettigheder vente med at undersøge børn, til de er voksne og selv kan tage stilling til, om de ønsker en gentest.

Er det en sygdom, hvor risikoen allerede er øget i barnealderen, og hvor det har en behandlingsmæssig betydning at vide, om barnet har genforandringen, vejer dette hensyn tungere, og barnet vil kunne gentestes fra den alder, hvor det har en helbredsmæssig betydning.

Hvad sker der, hvis man har øget risiko for at udvikle kræft?

De personer, som bærer genfejlen vil have en øget sygdomsrisiko og vil i de fleste tilfælde kunne følges i et særligt undersøgelsesprogram. Formålet med programmet er at opdage eventuel sygdom i så tidligt stadie som muligt. I nogle tilfælde vil det være muligt at mindske sygdomsrisikoen ved at fjerne det væv, hvor kræftsygdommen kan opstå. 

I de familier, hvor der ikke påvises en genfejl, men hvor sygdomstilfældene i familien alligevel giver mistanke om arvelige forhold, vil man vurdere sygdomsrisikoen for de enkelte familiemedlemmer ud fra stamtræet. 

Hvis risikoen vurderes at være forhøjet for dine børn, anbefaler vi, at de får genetisk rådgivning, når de nærmer sig den alder, hvor sygdomsrisikoen er øget. 

Kan man forhindre, at kommende børn arver genforandringen?

Hvis der er påvist en genforandring, vil der være op til 50% risiko for, at et kommende barn arver den samme genforandring. Teknisk er det muligt at foretage fosterundersøgelse eller ægsortering. Det er op til dig og din partner at afgøre, om det er noget, I ønsker.

Til toppen af siden