Klyngehovedpine - Hortons

Ved klyngehovedpine - også kaldet Hortons - opstår smerterne som regel om aftenen eller natten. Anfaldene kommer i klynger.

Smerterne sidder ofte bag det ene øje (som regel det samme hver gang). Øjet bliver rødt, og øjenlåget hænger. Somme tider sidder smerterne i kæben, hvilket får patienten til at gå til tandlægen, og mange patienter med klyngehovedpine har uden grund fået trukket tænder ud.

Smerterne er så kraftige, at patienterne vandrer hvileløst rundt, og i nogle tilfælde medfører det, at patienten påfører sig selv en anden kraftig smerte for aflede pinen. Anfaldene kommer i klynger, dvs. hver aften / nat i uger op til måneder for at forsvinde igen i en tilsvarende periode.

Årsager til klyngehovedpine

Den præcise årsag til klyngehovedpine er ukendt, men der er god grund til at antage, at flere områder af hjernen er involveret, og at mekanismen er en anden end ved de andre migræneformer.

Uden man helt forstår sammenhængen, har man lagt mærke til, at klyngehovedpine oftere ses hos mænd og personer som:

  • Er højere end gennemsnittet
  • Ryger
  • Drikker mere alkohol end gennemsnittet
  • Har mavesår
  • Har gulbrune øjne
  • Har grove ansigtstræk (tyk furet hud, brede kindben og lodrette rynker i panden)
Til toppen af siden