Hvorfor virker slankekure ikke?

Svært overvægtige konfronteres ofte med spørgsmålet: "Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og tabe dig?"

Professor dr. med. Peter Funch-Jensen forklarer:

Svær overvægt er en sygdom, der kræver behandling. Man kan betragte overspisning som en spiseforstyrrelse på linje med anoreksi og bulimi. Det er en misbrugssygdom, som ikke nødvendigvis skyldes emotionelle eller andre psykologiske årsager. 

Peter Funch-Jensen understreger, at det ikke er et spørgsmål om en slap karakter, dovenskab eller en viljesløs holdning til mad og mådehold. Forskningen har vist, at når man er blevet svært overvægtig, sker der nogle ændringer i kroppen. Man skal bl.a. spise mange flere kalorier, før der udskilles mæthedshormoner, og man føler derfor først mæthed, når man har spist for meget.

Uheldigvis normaliseres disse ændringer kun hos en meget lille gruppe af overvægtige, selv om de taber sig på traditionel vis (slankekure, motion, osv.), og kroppen prøver derfor hele tiden at trække vægten tilbage til det meget høje niveau. Det er en af forklaringerne på, at mange er i stand til at tabe sig en del i perioder, men ikke kan fastholde vægttabet. Tilbagefaldsprocenten er tæt på de 100 %. 

Fedme er - med andre ord - blevet en kronisk lidelse. Her er kirurgi det eneste kendte middel, der kan afhjælpe problemet, og dermed give et blivende stort vægttab.

Til toppen af siden