Pølsevognen besøgte Skovsminde omsorgscenter

Pølsevognen besøgte Skovsminde omsorgscenter

På Skovsminde omsorgscenter blev der lørdag d. 8 juli opstillet en pølsevogn til stor glæde for beboerne

"Vi fik idéen da flere beboere spurgte om vi kunne køre forbi pølsevognen. Det kunne dog ikke lade sig gøre, så i stedet fik vi pølsevognen til at komme til os. Flere beboere ville gerne opleve en pølsevogn igen, men da der var flere der ikke kunne tage ind til byen for at opleve pølsevognen, slog Skovsminde omsorgscenter, som drives af Aleris, sig sammen med de frivillige for at føre ideen ud i livet" fortæller centerleder Lene Stensen.

Da pølsevognen kom til Skovsminde, kom mange beboere for at se vognen og hilse på pølsemanden. Bordene var blevet pyntet, drikkevarer sat klar og kl 12 begyndte pølsemanden at servere. De mobile beboere kom ud for at bestille, og de andre beboere fik hjælp af personalet. Der kom utrolig mange pårørende for at hygge sig sammen med deres kære. Der var live musik, hvor Over stod for en svingom i cafeen, samt et stort amerikansk lotteri med gode præmier.

Der blev spist rigtigt godt og det vækkede gode minder om noget, man som ældre ikke kan mere når man bliver mindre mobil. Det var en fantastisk dag.

Peter, en af beboerne, fortalte at det betyder meget for de ældre at opleve dette. "Jeg kan huske at når vi fik fri fra arbejde, så gik vi til pølsevognen og sludrede og fik alle historier og sladder om området. Pølsemanden fortalte om alt muligt i omgivelserne. Jeg kan se at alle de andre også hygger sig med pølsevognen".

"De andre beboere har med garanti også tænkt tilbage på gamle dage, når de ser pølsevognen og dufter de lækre pølser. Det er herligt og vi syntes at det var en pragtfuld dag, som var fuldstændig anderledes" slutter Peter af.

Der var et højt humør og blev skabt stjernestunder for beboerne - det var en kæmpestor succes. Mange lokale sponsorer havde bakket op omkring arrangementet med mange spændende præmier til lotteriet såsom, Græsted kro, Bergmann biler, super brugsen, Stark, El. teknik, og Silvan.

Vi takker alle sponsorer, fortalte Dariush Mombaini, frivillig på Skovsminde.

Pølsevogn

Til toppen af siden