Skovsmindes OL blev en aktivitetsdag for alle

Alle havde en pragtfuld dag til det årlige OL på Skovsminde Plejecenter

Der var kamp til stregen på Skovsminde Plejecenter i Græsted, da der blev afholdt OL for beboerne.

Beboerne på Skovsminde Plejecenter havde længe set frem til det årlige OL, som blev afholdt fredag den 11. september. Atleterne deltog i seks discipliner: kørestolsrace, rollatorrace, ærteposekast, petanque, dåsekast og slå søm i bræt, hvilket nok kunne give sved på panden.

De seks discipliner fandt sted forskellige steder på Skovsminde Plejecenter, og hver disciplin havde to dommere, som noterede beboernes point, når de dystede imod hinanden. Beboere havde farvede armbånd på, som viste hvilken disciplin, de skulle deltage i, og både frivillige og personale havde et skilt på sig, så det blev nemmere at guide deltagerne til deres discipliner.

Et OL for alle
Også mange af de lokale i Græsted samt venner af beboerne deltog ved legene, der blev opfattet som et trygt og spændende arrangement. "Det er meningen i stigende grad at inkludere lokalsamfundet, så beboerne ikke føler, de står udenfor," fortæller centerleder Lene Steensen. "Mange frivillige har deres gang på vores plejecenter, og de er en helt uundværlig hjælp, der medvirker til en god stemning overalt på centret," fortæller Lene Steensen.

Efter disciplinerne var gennemført blev vinderen i hver disciplin tilkaldt og præmieret med et diplom samt en Skovsminde-medalje og en rose. Efter præmieoverrækkelserne optrådte Rynkevriderne med musik og skabte en endnu mere pragtfuld stemning i huset. Vennerne havde dækket bordene og pyntet, og der var også travlhed bag grillen, hvor der blev fremtryllet grillstegt kyllingebryst, pølser og diverse tilbehør af kartoffelsalat, salat og brød til de sultne deltagere.

"Det var utroligt behageligt og imponerende, at personale, pårørende og Skovsmindes frivillige slog sig sammen for at skabe en aktivitetsdag for alle. Der var tip-top stemning i huset, og det gav alle ekstra energi til at hygge sig sammen. En stor tak skal lyde til Skovsmindes Plejecenters frivillige - uden dem var det umuligt at skabe en så pragtfuld dag for beboerne. Vi vil også takke Silvan for deres støtte til årets OL," slutter centerleder, Lene Steensen.

Til toppen af siden