Modeshow sparker efterårssæsonen i gang på Skovsminde

Stort modeshow sparker efterårssæsonen i gang på Skovsminde

Torsdag den 5. november gav beboerne på Skovsminde Plejecenter modeopvisning for hinanden i efterårets nyeste tøjkollektioner.

Dagen stod i modens tegn, da beboere på Skovsminde Plejecenter gav modeopvisning for hinanden i tøj fra efterårets modekollektion torsdag den 5. november.

Da der blev afholdt modeopvisning med tøj fra den mobile tøjkæde Damernes Butik, fremviste flere af beboerne, dagcenteret og de frivillige efterårets smarte mode og stemningen var rigtig god hver gang modellerne gik på catwalken. Lene fra Damernes Butik fortalte om tøjet over højtalerne, mens modellerne viste klæderne frem i bedste stil. De beboere og pårørende, som ikke fremviste tøj, hujede og klappede af de mandlige og kvindelige modeller.

Efter modeshowet var der mulighed for at købe det fremviste tøj til en favorabel pris. De frivillige og personalet var klar til at servere hjemmebagt kage og kaffe til alle. Der var en rigtig hyggelig stemning i caféen på Skovsminde.

"Det er skønt at vores beboere stadigvæk har lyst til se på og deltage i modeshowet," fortæller Centerleder, Lene Steensen.

Skovsmindes Venner og Skovsmindes Plejecenter stod for arrangementet, der er blevet en tradition, når forårs- og efterårsmoden præsenteres og garderoben skal fornyes.

Til toppen af siden