Fernisering på Skovsminde

Fernisering på Skovsminde

Der var indkaldt til royal fest på Aleris Plejecenter Skovsminde, da der blev afsløret nye billeder af regentparret

"Lidt royal, må man da ha' lov at være", smiler Helle Bartels, der iklædt guldsko, guldkjole og en lille fiks guldkrone i frisuren, fortæller om baggrunden for, hvorfor der igen var indkaldt til fest på Plejecentret Skovsminde i Græsted.

"Der hænger to pæne gamle billeder af Kong Frederik og Dronning Ingrid på den ene side af træskulpturen, men lige siden jeg startede på Skovsminde, har det irriteret mig, at der ikke hænger billeder af vores smukke Dronning og Prinsgemal på den anden side", forklarede centrets økonoma Helle Bartels inden torsdagens afsløring af to nye billeder af regentparret, som hun har foræret centret.

Efter at 'Der er et yndigt land' blev sunget, klippede centerleder Lene Skovgaard Steensen den røde snor med en guldbelagt saks, og afslørede dermed de royale billeder til stort bifald fra den fyldte sal.

Den 1. september vendte Helle tilbage som økonoma på plejecentret, da den nye ordning på plejeområdet medvirkede, at maden til centrets borgere efterfølgende laves på centret.

Helle, der i sin tid i arbejdede på 'det gamle Skovsminde' i 22 år, blev i sommer 'headhuntet' til at stå for maden på centret, hvor der hver aften til alles glæde nu serveres et varmt måltid mad.

Den festlige royale dag startede med Danmarks nationalsang, og til alles glæde sluttede den med Danmarks nye nationalret: Stegt flæsk og persillesovs.

Dagen var arrangeret af Skovsmindes Venner i samarbejde med plejecentret med deltagelse af både pårørende og gæster fra lokalsamfundet.

Til toppen af siden