Aleris PP har hen over sommeren flyttet sin klinik i Aalborg til nye lokaler i centrum. De nye rammer understøtter ambitionen om, at endnu flere får let adgang til psykologisk og psykiatrisk behandling i Nordjylland.
Aleris PP er Aleris Danmarks tilbud inden for mental health. Med mere end 170 psykologer og psykiatere, ni klinikker og et stærkt onlinetilbud er Aleris PP en af Danmarks største private aktører på området. Udvidelsen i Aalborg styrker den lokale tilstedeværelse og skaber bedre muligheder for tværfaglig udredning og behandling for patienter i regionen.
”Psykiske helbredsproblemer rammer ikke kun den enkelte. De påvirker også familien, arbejdslivet og samfundet. Derfor skal det være muligt at få den rette hjælp tæt på, når behovet opstår. Som Danmarks største private sundhedsaktør vil vi bruge vores størrelse og faglighed til at skabe stærke tilbud lokalt. Det er den ambition, vi nu bygger videre på i Aalborg,” siger Michael Gram Kirkegaard, CEO i Aleris Danmark.
Aleris PP har gennem flere år haft klinik i Aalborg. De nye lokaler på Kayerødsgade samler flere psykologer og psykiatere i et stærkt tværfagligt fællesskab.
”Patienterne skal opleve en tydelig og tryg vej gennem deres forløb, uanset om de søger hjælp ved begyndende mistrivsel eller skal udredes for fx ADHD eller autisme. De nye rammer giver os bedre mulighed for at samle faglighederne og udvikle tilbuddet med udgangspunkt i behovet i Nordjylland,” siger Inge Holm-Petersen, klinikchef for Aleris PP i Herning, Aalborg og Aarhus.
Aleris PP Aalborg har allerede budt de første patienter velkommen i de nye lokaler. Klinikken tager imod både privatbetalende patienter og patienter, der kommer via deres sundhedsforsikring.
Adresse:
Kayerødsgade 37, st. th.,
9000 Aalborg C
Aleris markerer flytningen og udvidelsen med en åbningsreception den 8. september 2026.