Cyster på æggestokkene
&width=188&height=188&quality=70)
Skånsom fjernelse af cyster på æggestokkene
Aleris' erfarne gynækologer tilbyder fjernelse af cyster på æggestokkene med kikkertoperation gennem navlen. Det betyder, at du får minimale ar og kommer dig hurtigere.
Kvinder i den fødedygtige alder udvikler hver måned op mod ægløsningen såkaldte follikelcyster i æggestokkene, hvor ægget vokser. Ved ægløsningen brister follikelcysten, og ægget opfanges i æggelederen, hvor den transporteres ud til livmoderen. Efter ægløsningen omdannes follikelcysten normalt til en hormonproducerende kirtel, der forsvinder igen, hvis du ikke bliver gravid.
Af ukendte årsager brister en follikelcyste i nogle tilfælde ikke eller den lukker til igen efter ægløsningen. I stedet for at forsvinde, begynder cysten at vokse. Sædvanligvis er cysten blot fyldt med væske, men den kan også have et mere massivt indhold eller være blodfyldt.
Cyster i æggestokkene er meget almindeligt hos kvinder i den fødedygtige alder, og i langt de fleste tilfælde er de heldigvis godartede. Ofte opdages de kun i forbindelse med en rutinemæssig undersøgelse af underlivet. Som regel er cysterne ret små, og de forsvinder igen af sig selv efter en tid. De kan dog også vokse sig store og give problemer. I sjældne tilfælde kan cysterne påvirke hormonproduktionen i æggestokkene.
