Logo

Screening for livmoderhalskræft - SMEAR-test

Indførslen af screening for kræft i livmoderhalsen (SMEAR-test) har betydet, at der i dag er halvt så mange kvinder, der får livmoderhalskræft, som der var i 1960'erne, og færre kvinder dør af sygdommen.

 

Kræft i livmoderhalsen udvikles oftest langsomt over 10 - 15 år. Det begynder med celleforandringer på livmoderhalsen. Mere end 3.500 danske kvinder får hvert år konstateret celleforandringer på livmoderhalsen. Celleforandringerne giver ingen symptomer, men hvis de ikke behandles, kan de udvikle sig til egentlige kræftceller, der ødelægger det normale væv.

Der er også risiko for, at kræftcellerne spreder sig til de nærliggende lymfekirtler og videre til de øvrige indre kønsorganer livmoderhulen og skeden. Hvis sygdommen får lov til at sprede sig, er dødeligheden høj. Hvis den derimod opdages i tide og behandles, er udsigterne til fuldstændig helbredelse gode. Derfor er det vigtigt at få foretaget en forebyggende undersøgelse (SMEAR-test) for kræft i livmoderhalsen hvert tredje år.