Logo

Underlivsbetændelse

Få professionel hjælp til underlivsbetændelse i tide

Underlivsbetændelse skal behandles så hurtigt som muligt, så det ikke spreder sig og på længere sigt giver kroniske smerter i underlivet eller barnløshed.

 

Normalt er kvindens indre kønsorganer beskyttet mod infektion af en slimhindeprop i livmoderhalsen. Hvis denne forsvinder i forbindelse med fx menstruation, abort, fødsel, gynækologisk undersøgelse eller et kirurgisk indgreb, kan bakterier fra skeden og endetarmen trænge op gennem livmoderen og inficere æggelederne.

En underlivsbetændelse sidder oftest i æggelederne og kaldes derfor også for æggelederbetændelse. Herfra kan betændelsen brede sig til livmoderens slimhinde. Ved mere alvorlige tilfælde kan betændelsen sætte sig på æggestokkene eller sprede sig til bughulen.

Hvis sygdommen ikke behandles, kan der opstå en betændelsesbyld i æggelederne, og det normale væv skades og erstattes af arvæv, hvilket kan føre til barnløshed.

 

Årsager til underlivsbetændelse

Underlivsbetændelse skyldes i langt de fleste tilfælde bakterier eller mikroorganismer. Den hyppigste årsag er bakterien klamydia, der smitter ved seksuel kontakt. I Danmark får 24.000 personer konstateret klamydia hvert år, men det reelle antal smittede regnes for at være over dobbelt så højt. Problemet er, at mange har sygdommen uden symptomer, og de ved således ikke, at der er noget galt, men smitter andre uden at vide det. Problemet er størst blandt de 15 - 24 årige, der står for omkring halvdelen af tilfældene.

 

Symptomer på underlivsbetændelse

Underlivsbetændelse kan være akut med pludselige, svære symptomer i form af smerter i den nedre del af maven og høj feber. Betændelsestilstanden kan dog også være kronisk med mere ubestemte symptomer såsom en let, murrende smerte i mavens nedre del og undertiden smerter i lænden. Både den akutte og den kroniske form af betændelsen kan medføre smerter ved samleje, og at menstruationerne bliver kraftige og begynder for tidligt. Ofte forekommer der også kraftig, ildelugtende udflåd fra underlivet.