Colitis Ulcerosa – Hurtig udredning og behandling
Colitis Ulcerosa er en mere eller mindre kronisk betændelsestilstand af slimhinden i tyktarmen og endetarmen. Vi kan hjælpe dig med hurtig udredning og vejledning om behandling.
Hvad er Colitis Ulcerosa?
Colitis Ulcerosa er en kronisk tarmsygdom, hvor der i tyktarmens slimhinde opstår en betændelsesreaktion. Den betændte slimhinde hæver, bliver sårfyldt og blødende.
Tyktarmens normale optagelse af vand og salte bliver hæmmet af denne betændelse, hvilket giver diarré ofte med blod/pus. Sygdommen kan være begrænset til endetarmen eller kun et stykke af tyktarmen. I svære tilfælde er hele tyktarmen ramt. Det danske navn er blødende tyktarmsbetændelse.
Graden af betændelse kan variere meget hen over tiden for den enkelte person - fra ingen betændelse i en lang periode til udtalt betændelse af tarmen med behov for behandling.
Hvad er årsagen til Colitis Ulcerosa og hvem rammer den?
Årsagen til Colitis Ulcerosa er ukendt. Læger og forskere har i mange år prøvet at finde årsagen, og man hælder mest til den teori, at kroppens immunsystem ved en fejl danner antistoffer, som angriber tyktarmens slimhinde.
Ny forskning tyder på, at en ubalance i tarmfloraen (tarmmikrobiotaen) kan være en medvirkende årsag.Det er aldrig påvist, at sygdommen er arvelig, men man er bevidst om, at der i nogle familier optræder flere tilfælde af Colitis Ulcerosa.
Sygdommen rammer alle aldersgrupper, men ses hyppigst hos unge mellem 15 - 40 år.