Nervebetændelse? Få hurtig udredning hos Aleris
Er der tale om nervebetændelse, drejer det sig næsten altid om en betændelseslignende tilstand i de såkaldte "perifere" nerver. Det er den del af nervesystemet, der befinder sig udenfor hjernen og rygmarven.
Der er ingen bakterier eller virus direkte på spil, selv om reaktionen i nerven godt kunne tyde på det. Derfor er det en betændelseslignende tilstand.
Hvad er symptomerne på nervebetændelse?
De mest almindelige tegn på nervebetændelse er føleforstyrrelser og / eller nedsat kraft. Føleforstyrrelserne mærkes typisk som en prikkende, snurrende, brændende, strammende følelse.
Det kan også opleves som en ubehagelig følelse ved en berøring, der normalt ikke er ubehagelig eller smertefuld. I nogle tilfælde opleves alle former for berøringer som smertefulde. Hvis du har smerter, der er dybe, borende, brændende med smertejag en gang imellem, er det tegn på, at følenerverne er beskadiget.
Rammes nerverne fra det såkaldte autonome nervesystem, kan symptomerne være:
- Tendens til svimmelhed og besvimelse pga. problemer med for lavt blodtryk
- Manglende eller for meget sved
- Problemer med at tåle varme
- Seksuelle problemer
- Blære- / tarmsymptomer
Hvorfor får man nervebetændelse?
Sygdomme i de perifere nerver er meget almindelige. De ses hyppigst i form af:
- Egentlige nervesygdomme
- Følger af alkoholmisbrug
- Komplikationer til andre sygdomme (fx sukkersyge)
- Følger efter behandling af andre sygdomme (fx kræftbehandlinger)
I sjældne tilfælde er forklaringen vitaminmangel, eller at patientens eget immunsystem angriber nerverne.