Slidgigt i håndled
Slidgigt i håndleddet opstår typisk som følge af et brud i spolebenet eller brud på en af håndrodsknoglerne. Tilstanden medfører smerter i håndleddet. For mange patienter er en stivgørende operation en god løsning.
Årsager til slidgigt i håndleddet
Hvis et brud går helt ind i håndleddet, kan der opstå ujævnheder i ledfladerne. Derved opstår der en øget slidtage, som med tiden fører til slidgigt. Undertiden kan ledbåndsskader også være årsagen til slidgigten.
Symptomer ved slidgigt i håndleddet
I starten er der primært smerter i forbindelse med belastning af håndleddet. Senere forekommer der også hvilesmerter, og bevægeligheden nedsættes hos de fleste. Der kan være hævelse og væskeansamlinger i leddet. Håndens funktion bliver nedsat, ikke mindst evnen til kraftgreb.
