Hos Aleris er vi med dig hele vejen fra de første samtaler til de afsluttende opfølgninger 2 år efter operationen.
Langt de fleste starter med at deltage i et af vores gratis, uforpligtende informationsmøder, som foregår online. Her får du en bred baggrundsviden om svær overvægt, mulighederne for operation, hvad du kan forvente dig samt information om de mulige bivirkninger og risici. Beslutter du dig for at få en overvægtsoperation, vil der være herefter være en række forberedelser, inden du kan opereres.
Indledningsvis kommer du til en forundersøgelse hos vores medicinske speciallæge, der vurderer din almene sundhedstilstand. Det er vigtigt at vide, om der er forhold, der taler imod et kirurgisk indgreb. Din overvægt kan også skyldes andre sygdomme, som skal behandles medicinsk.
Hvis du er egnet til en operation, vil du komme til at tale med vores kirurgiske speciallæge. Kirurgen vejleder dig om den bedst egnede operation. Det er vigtigt, at du forstår konsekvenserne af denne type operation. Et kirurgisk indgreb kræver en livslang ændring af livsførelsen. Ændringer i kostindtaget kombineret med øget fysisk aktivitet og motion er en uundgåelig del af behandlingen. Endelig taler I om mulige bivirkninger og komplikationer.
Du får også en samtale med en diætist, som vejleder dig om de forskellige kostperioder efter operationen. Afhængig af operationstypen og leverens størrelse har nogle patienter behov for at tabe sig inden operationen, men det er en individuel vurdering. Et vægttab inden operationen mindsker fedtvævet i bughulen og forbedrer dermed oversigtsforholdene under operationen. Du kan få udleveret skriftlige diætforslag til vægttab, og vi tilbyder opfølgning ved diætist pr. telefon eller mail.
Du vil få tilsendt en video, hvor vores specialsygeplejersker vejleder om forløbet på indlæggelsesdagene, ambulante kontroller inkl. blodprøver samt om motion og livsstil i fremtiden.
På operationsdagen bliver du modtaget på vores sengeafdeling. Selve operationen foregår som en kikkertoperation i fuld bedøvelse og varer ca. 45 min. Man plejer at være oppe og gå inden for et par timer, og mere end 95% af vores patienter går hjem dagen efter operationen.
Efter operationen følger vi vores patienter i 2 år, hvor vi guider dem gennem de 4 kostperioder og hjælper med at implementere nye livsstilsvaner. Der er indlagt 3 faste kontroller, men du kan altid kontakte os, hvis du har brug for hjælp.
Det vigtigste i den første uge efter operationen er, at du får nok væske samt prioriterer proteintilskud og mælkeprodukter (da det bidrager med proteiner og kalorier).
Alt hvad du spiser og drikker, skal være flydende/uden klumper. Maden må have konsistens som yoghurt eller evt. skyr fortyndet med lidt mælk.
Kvinder anbefales 1,5-2 liter om dagen og mænd 2-2,5 liter. Dette gælder både mad og drikke.
Maden skal varieres og kan indeholde fx let-A38, letmælksyoghurt uden hele frugtstykker, smoothies, frugtjuicer, grøntsagsjuicer, supper, te eller kaffe.
Man skal også indtage et proteinrigt næringstilskud for at sikre kroppen de nødvendige næringsstoffer. Det er vigtigt at fordele indtaget over hele dagen.
Du skal gerne indtage 500 ml / g pureret tyktflydende kost om dagen. Puréen skal tages i små portioner hver gang.
Du skal spise langsomt og indtage små mængder ad gangen. For hurtigt indtag kan medføre kvalme.
Det anbefales 1,5-2 l væske dagligt, typen af væske kan varieres og inkludere bl.a. vand, frugtjuicer, grøntsagsjuicer, te eller kaffe.
Du kan nu starte med mad af mere normal konsistens. Du skal begynde at arbejde mod et mere regelmæssigt måltidsmønster fordelt over 6 - 7 daglige måltider.
Væske skal indtages mellem måltiderne eller op til måltiderne.
Det er fortsat meget vigtigt at spise langsomt og tygge maden omhyggeligt. Anvend fra denne periode fødeemner med lavt fedtindhold (se indkøbsguiden).
Der anbefales fortsat at supplere med et proteintilskud.
Du skal nu indarbejde dine fremtidige spisevaner. Du skal spise 6 - 7 små måltider dagligt og tygge maden omhyggeligt. Det er desuden meget individuelt, hvad man tåler bedst. De fleste kan dog tolerere det meste med den rette spiseteknik.
Tag første skridt mod et sundere liv.