Betændelse i prostata

Pralebanner
Betændelse i prostata skyldes kun hos ca. 10% en infektion med bakterier, som kan behandles med antibiotika. I de resterende tilfælde er der tale om en betændelseslignende tilstand, hvor der ingen virksom behandling findes.

Kontakt mig for tidsbestilling

Eller ring til os på 7020 2624

Betændelse i prostata rammer voksne mænd. Man regner med, at ca. 50 % af alle mænd på et tidspunkt i livet oplever disse symptomer. Der er altid 5 - 8 % af den mandlige befolkning, der har sygdommen.

Årsag til betændelse i prostata

Hvis betændelse i prostata skyldes bakterier, er der ikke tale om smitte fra en person til en anden. Årsagen er, at dine egne bakterier fra tarmkanalen er blevet overført til urinrøret, hvorfra bakterierne er kommet op i urinblæren og videre til prostata.

I de tilfælde, hvor der er tale om en betændelseslignende tilstand, kender man ikke årsagen.

Symptomer på betændelse i prostata

De tilfælde, som skyldes bakterier, kan have et akut forløb, som ligner blærebetændelse. Du kan have svie ved vandladning, hyppig vandladning og besvær med at lade vandet. Du kan også få feber.

De tilfælde, som skyldes en betændelseslignende tilstand, giver svage, varierende eller vedvarende symptomer. Du kan få smerter i mellemkødet, i pungen, i området over penis eller i lysken enten i den ene eller i begge sider. Smerterne beskrives ofte som en dump smerte og kan være tilstede hele tiden eller kan komme i anfald. Smerterne kan forværres ved udløsning. Endelig kan du også få vandladningsbesvær.

I typiske tilfælde forværres symptomerne af kulde og lindres af varme.

Undersøgelse af betændelse i prostata

Du skal aflevere en urinprøve, som lægen undersøger for bakterier, hvide blodlegemer eller blod. Din prostata kan blive undersøgt ved, at lægen stikker en finger op i endetarmen. Med fingeren kan lægen føle, om prostata er forstørret og øm, og ved at massere prostata kan lægen få noget sekret ud i urinrøret, og dette sekret kan herefter undersøges for bakterier.

Hvis du har prostatabetændelse med en betændelseslignende tilstand, finder lægen ofte ikke noget unormalt ved disse undersøgelser ud over, at du er øm på prostata.

Behandling af betændelse i prostata

Ved betændelse, som skyldes bakterier, kan du blive behandlet med antibiotika, og du bliver rask igen. Ved prostatabetændelse, som ikke skyldes bakterier, er symptomerne langvarige (kroniske).

Hvis du har betændelse i prostata, kan du have gavn af at drikke rigeligt væske. Smertestillende midler som kan hjælpe på smerterne og få en eventuel feber til at falde.

Til toppen af siden