Hul på trommehinden - operation i mellemøret
Hul på trommehinden kan lukkes ved en operation. Normalt heler trommehinderne pænt op, og i langt de fleste tilfælde opnås en bedre hørelse på det opererede øre.
Hul på trommehinden skyldes ofte, at et langvarigt undertryk i mellemøret svækker elasticiteten i trommehinden, som samtidig bliver tyndere og svagere. Undertrykket opstår, hvis der er en dårlig funktion af det eustatiske rør, som forbinder mellemøret med næsesvælget.
Den uelastiske, tynde trommehinde brister let i forbindelse med pludselige trykændinger i mellemøret fx på grund af et enkelt nys.
Når der er hul i trommehinden, bliver hørelsen dårligere. Små huller giver kun små hørenedsættelser; store huller giver større høreproblemer.
Hvis man har et hul i trommehinden, medfører det ofte, at øret begynder at flyde i forbindelse med forkølelser. Det betyder også, at det bliver ret ubehageligt og ofte smertefuldt at få vand i øret fx i forbindelse med svømning. Vandet irriterer mellemøreslimhinden og kan også starte en egentlig mellemørebetændelse på samme måde, som forkølelser gør det. Hos nogle patienter bliver betændelsen kronisk, og øret flyder mere eller mindre konstant.
Kronisk mellemørebetændelse
Kronisk mellemørebetændelse kan gå ud over de små høreknogler og på den måde beskadige hørelsen yderligere. Ambolten er særligt udsat og kan mangle det lange ben, der forbinder den til stigbøjlen.
Lukning af hul på trommehinden
Ved en operation kan man lukke hullet i trommehinden ved at transplantere lidt senevæv til trommehinden. Er øreknoglekæden afbrudt, repareres øreknoglekæden ved at flytte ambolten eller indsætte en protese. Herved forbedres hørelsen væsentligt, og man undgår betændelser i fremtiden. Er der tale om kronisk mellemørebetændelse eller benæder, må man desuden bore det syge væv væk. Hørelsen kan først vurderes efter et par måneder.
Udvalgte priser
Priserne er gældende fra 1. januar 2019. Alle priser er vejledende og tillægges et gebyr på 6 % til dækning af den lovpligtige patientforsikring.